Lortedagen over alle lortedage

... og det mener jeg. Øv. Da bilen var begyndt at sige en spøjs pivelyd kørte vi en tur forbi Toyota. Det gjorde vi faktisk i går så vidt jeg husker, glemte vist at nævne det. Men vi havde aftalt at komme forbi om formiddagen så de lige kunne kigge på den. Mekanikeren mente at det var nogle remme som skulle skiftes, hvilket også var mit gæt da det lød ligesom en kilerem der gled. Derfor valgte vi at få denne skiftet... Sure penge, men så ville det da være ordnet. De havde dog først tid kl. halv to, så vi valgte at udnytte ventetiden ved at køre hen til Billabong Koalapark. Her kunne man bl.a. se koalaer og kænguruer, og desuden få lov at røre ved en koala. Ret turist-agtigt, men et eller andet skulle tiden jo gå med...

Da vi kom derud, fik parkeret bilen og betalt entré købte vi et bæger med kængurufoder hver. Først gik vi ind til Koalaerne og kukkelurede. Herlige dyr. Da vi kom ud igen fandt Henriette sig en ny ven. Herefter smuttede vi ind til kænguruerne. Her så vi noget som jeg ikke anede fandtes - albino kænguruer (der er dog kun en på billedet). Så ret sjove ud (og en smule grimme), men de var ligesom alle de andre kænguruer, dovne ædedolke. Vi var inde i kængurufolden et par gange, anden gang lykkedes det os at komme derind mens der ikke løb alle mulige unger rundt og skræmte dem væk, hvilket gav os lejlighed til at håndfodre kræene. Den mest sociale/sultne i flokken var en lille Wallabi som i sin iver for at få noget ædelse satte kløerne i mig. Men som sagt var de forkælede kænguruer i Billabong nogle dovne svin. Efter at have hængt ud med vores kænguruhomies smuttede vi ind i Koalaburet hvor vi fik et lille foredrag og fik lov at ae en koala! Meget turist-sellout-agtigt, ja, men stadig sjovt at få lov at mærke pelsen på sådan et kræ. Herefter skyndte vi os tilbage til bilen og kørte mod Toyotabiksen. Købte mig iøvrigt en Maxibon og måtte konstatere at de altså smager bedre i Danmark...

Mens vi ventede på bilen smuttede vi hen til det lokale indkøbscenter hvor vi købte lidt af hvert vi manglede - bl.a. lommelygte til når der skulle læses kort i bilen og sådan. I butikken Big W gjorde vi store øjne da vi så hvor mange forskellige påskeæg de havde. En sektion som denne var der optil flere af, med påskeæg til højre og venstre. Iøvrigt var Henriette hos frisøren og fik klippet noget hår (på hovedet), som hun længe har gået og brokket sig over, af.

Et par timer og $173,5 senere kørte vi videre fra Port Macquarie. Bilen kørte umiddelbart udmærket igen, så det var jo rart. Vi kom et godt stykke videre, men pludselig i byen Kempsey kom pivelyden tilbage igen... ARGH! Dvs. at vi havde brugt 173,5 skide dollars på mere eller mindre ingenting. Og bedre blev det ikke, for da vi var på vej ud af byen ville automatgearkassen pludselig ikke skifte ordentligt. Parkerede bilen og gik udenfor og bandede højlydt... Lidt efter kørte vi videre igen, hvilket vi nok ikke skulle have gjort. Gik faktisk fint nok, indtil bilen med 100 km/t hoppede tilbage i neutral (frigear). Og herefter gik alt ca. galt. Vi holdte ind til siden og overvejede hvad vi ville gøre. Vi prøvede først at ringe til vores garanti/forsikringsselskab hvor der var noget pickup indkluderet. Da jeg ringede til det nummer fik jeg en telefonsvarer i røret som fortalte at jeg skulle ringe igen indenfor deres åbningstid. Røv. Herefter ville benytte en af vores nyindkøbte lommelygter for at prøve at finde ud af hvor vi ca. var. Man skulle tro at det var løgn, men BEGGE lygter præsterede at springe pæren så snart vi satte batterierne i og tændte dem. Kanon. Ringede herefter til John, bilsælgeren, og fortalte hvad der var sket og hvad det var for en forbandet bæ-forsikring han havde solgt os - han havde jo påstået at de kom og samlede en op hvis bilen brudte sammen osv. - blablabla. Idioten var ikke til nogen hjælp. Herefter besluttede vi os for at trille bilen (den kunne godt køre lidt, den sprang bare ud af gearene i tide og utide) hen til nærmeste afkørsel og finde et hus at låne en telefon hos - Henriettes telefon var nemlig løbet tør for strøm - og min er jo som bekendt i stykker. Ugh. Afkørslen var heldigvis ikke ret langt væk, og jeg fik manøvreret bilen ind til siden på en mørk og ubefærdet vej. Vi besluttede os for at gå hen til det nærmeste hus og bede pænt om at låne en telefon til at ringe efter nogen som kunne samle bilen op og køre den til en mekaniker. Der var dog ingen der åbnede døren da vi bankede på, kun en hund der gøede surt af os. Men efter en tur om på den anden side af huset fik vi endelig fanget deres opmærksomhed. Vi blev inviteret indenfor og fik lov at låne telefonen...

Det ældre ægtepar som boede i huset var heldigvis verdens flinkeste mennesker - dette hjalp en hel del på humøret. De udviste os ægte australsk gæstfrihed ved at låne os telefonen, anbefale os et firma at ringe til (NRMA, FDM pendent) og bød os desuden på kaffe og kage. Mægtigt pænt af dem :) Nåede af bruge damens mobiltelefon i næsten et kvarter før NRMA var på vej. Måtte foruden at oprette et års medlemsskab betale hundrede dollars ekstra for at tilmelde mig lige når der var brug for det - men det var jo fair nok. Herefter sad vi i en times tid og snakkede med ægteparret. Det var kanon hyggeligt at snakke med nogle ægte australiere. De havde aldrig nogensinde været udenfor landet. Manden i huset vidste fx ikke at der var et sprog der hed dansk og at vi kørte i "den forkerte" side af vejen hos os. Med dette mener jeg ikke at han var dum eller noget, tværtimod, men det var sjovt at man for en gangs skyld var ret fremmed og folk ikke vidste noget om ens land - og at man alligevel blev budt ind og budt på kaffe og kage... Den ene af deres hunde var iøvrigt en blind puddel - det har jeg aldrig set før, men den virkede skam til at have det meget godt alligevel. Den vidste i hvert fald hvor lænestolene var :-)

Pludselig holdte der en NRMA bil nede på vejen, så vi skyndte os at sige tusind tak et par gange eller ti, og gik ned mod NRMA bilen, ret forbløffede over hvor enormt flinke de havde været ift. at vi havde brast ind i deres hus en mørk aften. NRMA gutten prøvede først om han kunne fikse bilen på stedet, hvilket han, ikke overraskende, ikke kunne. Herefter smuttede han tilbage til byen og hentede et fejeblad som bilen kunne blive smidt op på. Temmelig trist syn at se sin nyindkøbte bil på et fejeblad skulle jeg hilse at sige. Nå, men vi fik lov at campere natten over hos bilforhandleren - så vi ville da i det mindste slippe for at betale for det denne gang :O) Hvad der så var endnu federe for os var at der var nogle andre der camperede hos forhandleren - et ægtepar hvis campervan havde problemer med batteriet. Så vi havde i det mindste selskab :-) Da vi kom derhen, hos Holden forhandleren i den lille flække Maxville, kom manden som ejede campervan'en ud og spurgte om vi ville have noget at drikke eller noget. Så sagde pænt ja tak til en øl, og brugte efterfølgende den næste times tid eller to på at sidde og hyggesnakke med det australske ægtepar, i vores nyanskaffede campingstole :-) Efter noget hurtigt sammenbikset aftensmad lagde vi os til at sove mens vi prøvede at lade være med at tænke på al det bøvl som vi temlig sikkert får med at få lavet bilen de næste par dage.

En overordentlig stor streg i regningen! Det meste tyder på at dette ikke bliver nogen billig omgang :-(

Strand, strand og... istid!

Tirsdag den 11. april 2006 var så den første dag hvor vi vågnede op i vores bil. I løbet af natten havde var vi godt nok vågnet et par gange - man skal vist lige vænne sig til at sove på den måde, men ellers var det faktisk ret komfortabelt. Kunne være møj' værre. Vi vågnede nogenlunde tidligt, ved ottetiden, hvorefter vi stille og roligt gik i bad og fiksede os noget morgenmad. Da vi desværre ikke har nogen adapter i bilen så vi kan oplade kamera, telefon, bærbar og lignende måtte vi sætte batteriopladeren til kameraet til ude på toilettet og sætte os udenfor og vente på at batteriet var opladt. Dette gjorde dog ikke det store da vi havde lækkert vejr og vores egne campingstole! 8-)

Da vi kørte afsted tog vi i stedet for Pacific Highway en vej som gik langs stranden. Her stoppede vi ved Bommerang Beach, en lækker lækker strand som lå langs med vejen. Her smed vi os i sandet i et stykke tid og fik noget sol på kroppen - trænger vi til i øjeblikket efter at have boet i Sydney centrum i 14 dage.

Lige ved siden af Bommerang Beach ligger Elizabeth Beach, endnu en b-e-a-utiful strand. Her slog vi os dog ikke ned, men nøjedes med at nyde udsigten og tage et par billeder før vi trillede videre i bilen.

Herefter præsterede vi at køre forbi en seværdighed vi skulle have set, doh. Nå, men vi havde nået byen Forster, hvor vi fik købt ind og fyldt bilen op. Var så dum at tage Henriettes telefon (min egen er jo død) og regne ud hvad den havde kørt på literen. Syv! SYV! Jeg vil da slet ikke vide hvad vi havde kørt på literen hvis vi havde købt en benzinmodel så. Nå, men i det mindste var Forster en hyggelig lille by ved vandet hvor folk var afslappede og helt nede på jorden. Her hyggede folk sig fx med et slag golf. Lige ved siden af golfbanen lå en strand! Her spiste vi noget hurtig frokost og tog en slapper - det var jo over en time siden vi sidst havde ligget på en strand :O)

Efter frokostpausen cruisede vi videre mens vi nød udsigten. Efter et par timer ankom vi til Port Mauquire, hvor vi havde besluttet os for at slå lejr. Her smuttede vi en tur forbi turistinformationen og fik et gratis kort over byen og området og fik udpeget et par campingpladser. Et eller andet sted på vejen jublede Henriette da hun så en reklame for Ice Age 2 som lige er kommet i biograferne hernede. Den ville jeg også selv meget gerne se, så vi drønede ned til den lokale biograf og købte to biletter til senere på aftenen :O)

Campingpladsen vi checkede ind på var ifølge både turistinformationen og de øvrige campister på stedet byens billigste. På trods af det fik vi alligevel lov at betale 21$ for at campere natten over. Komplet blæst... Nå, men vi fik lavet noget mad og ordnet lidt af hvert og snakket med nogle tyskere som også benyttede sig af deres raffinerede campingkøkken. Efter at have ordnet opvask osv. kørte vi tilbage til byen og gik i biffen som planlagt. Dette var uden tvivl dagens højdepunkt! Ice Age 2 er hylende grinagtigt - helt sikkert en værdig efterfølger! :o)

Sweet as!

Mission accomplished!

Så lykkedes det. I dag kom Dean igen over til os på
hostellet, hvorefter vi genoptog sengeprojektet, denne gang med plader i den
rigtige størrelse. Vi lavede først den forreste sektion, den sektion som skal
kunne tages ud hvis vi skal bruge bagsædet. Herefter tog vi fat på bagerste
sektion som er mere eller mindre permanent. Dvs. den kan snildt tages ud hvis
man er to personer til at løfte den ud, men det skal den ikke, så vi har gjort
hvad vi kunne for at få den til at sidde så godt fast som muligt uden at skrue i
bilen eller lignende. Det lyder meget nemt, men helt let var det nu ikke, da benene nogle steder skulle være 31 cm, andre steder
30,5 osv. fordi bilens bund ikke ligefrem var 100% jævn. Desuden
skulle vi finde ud af hvordan "understellet" skulle laves uden at det
stjal alt for meget bagageplads. Så vi endte alligevel med at bruge fire timer,
plus at vi brugte noget der lignede tre timer i går fordi vi rendte
ind i en hel del bøvl. Vi betalte med et smil Dean de 100 dollar han forlangte for det, og lavede en aftale om at vi lige kom forbi i
morgen for at få skruet et par ekstra skruer i.

Resultatet er blevet kanon godt! Madrassen er 185x152 cm, så der er god plads
i forhold til at det er inde i en bil...

Billeder er på vej...

Senere forsøgte jeg om jeg kunne få den nuværende radio i bilen ud, så den
nye vi fik med kan smides i. Kan godt forstå hvorfor forhandleren ikke ville
gøre det for os, for det er godt nok noget værre bøvl! Man skal flå hele
frontpanet som radioen sidder i ud, da man ikke kan tage den ud forfra som man
jo normalt kan - arrrgh! Så fjernede alle de 10-15 skruer der sad i frontpanelet
(med vores udemærkede Leatherman-kopi) og fik det løst, men det sidder fast
oppe foran på en eller anden måde som jeg ikke kunne regne ud. Endte med at
sætte skruerne i igen, må så prøve at finde en Landcruiserekspert et eller
andet sted og forhøre mig en af dagene...

Så i morgen tidlig checker vi ud fra vores hostel og så bliver natten til i
overmorgen nok første nat hvor vi camperer - hvis vi da kan finde et sted hvor
vi må :-)

Bil-bøvl

I dag var planen at vi skulle ned til RTA og få bilen registreret i vores navn, til Bunnings (byggemarked) og købe materialerne til vores seng og derefter tilbage til vores hostel hvor vi skulle mødes med Dean, værten fra vores hostel, som skulle hjælpe os med at bygge sengen.

Henriette ville tage roret da vi skulle ned til RTA, hvilket jo var fint. Så hun satte en af de nøgler vi lige har fået lavet i (jeg bruger nøglen fra forhandleren), bakkede bilen ud hvorefter den gik ud... Øh. Lidt mærkeligt at en bil med automatgear går ud. Herefter sagde den blot klik når hun prøvede at starte den igen. Møg. Herefter ville jeg lige prøve for en kort bemærkning, satte derfor min nøgle i, hvorefter bilen startede med det samme (?). Meget mærkeligt. Må lige få prøvet de nøgler af igen...

Nå, men vi ankom ved RTA kl. 12:05. Dette var ikke supersmart, eftersom det i dag er lørdag og de lukkede kl. 12. Argh. Så det må vi vente med...

Anyway, vi kørte videre mod Bunnings, hvor vi fik en gut til at måle vores bil op og skære en plade. Pladen madrassen ligger på skal laves i to dele, og vi målte disse til at skulle være henholdsvis 85 og 99 cm. Dette fik vi så skåret ud, samt vi blev forsynet med de nødvendige 2x4" lægter og skruer. Herefter smuttede vi over til Clarks Rubber hvor vi efter lidt vejledning besluttede os for at købe en 152x205 cm madras som vi fik skåret i to dele som passer til de to plader. Desuden kan den foldes sammen mens den stadig er i betrækket eftersom det jo stadig er 205 cm langt. Genialt.

Herefter smuttede vi tilbage hvor vi mødtes med Dean, trillede bilen om i baghaven af et af de tre huse stedet her består af og gik i gang med projektet. Der var selvfølgelig et par småproblemer, såsom at bunden i bilen som bliver helt flad når man lægger bagsæderne ned ikke er helt jævn og lignende. Men efter en times tid hvor vi havde det hele planlagt og skulle se om skidtet passede ind var der noget som ikke passede... Efter en del snakken frem og tilbage og forsøg på prøvemontering tog vi målebåndet frem og målte pladerne efter. Viste sig så at gutten i Bunnings havde skåret den ene plade 10 cm for kort og den anden 10 cm for lang... ARGH :-| Så den bagerste var 109 i stedet for 99 cm, og den bagerste var 75 i stedet for 85 cm. Arrrrgh. Så vi måtte desværre aftale at mødes med Dean igen i morgen og så køre tilbage til Bunnings og brokke os. Da vi kom tilbage dertil var der heldigvis ingen brok fra deres side, og de lavede de nye plader med det samme kvit og frit - hvilket de jo også burde. Nå, men nu er det ordnet, og vi kan med al sansynlighed få det hele ordnet færdigt i morgen. Så no worries, eneste der er irriterende er at vi har spildt Deans tid... Men shit happens som han selv sagde.

Herefter kørte vi ned og købte ind, lavede noget aftensmad og så et par film på flimmeren. Hårdt arbejde :-)

Så vi bliver i hvert fald i Newcastle weekenden over. Men det gør mig nu ikke noget, for der er ret rart her (og 25 grader).

Adios.

Newcastle

I dag vågnede vi så op på YHA i Newcastle efter at være ankommet kl. halv to natten før. Da de ikke havde noget rum med plads til to sov vi i hvert vores værelse. Dette var som sådan også fint nok, bortset fra at min mobil var død og jeg derfor ikke havde noget vækkeur. Derfor ville Henriette komme ind og sparke mig ud kl. kvart i ni. Men da jeg pludselig vågnede var klokken 11. Hmm. Nå, op og i bad i en fart, man skal nemlig som regel checke ud fra hostels inden kl. 10. Da jeg checkede ud var der dog ikke noget brok, så nu skulle jeg bare finde Heriette. Fik fat i hende ved at sende en SMS fra en telefonboks. Det viste sig så at hun ikke havde set nogle mennesker i rummet da hun kom ind, og derfor havde ledt efter mig på badeværelset og lignende. Skummelt... Jeg må have gået i søvne eller gemt mig ret godt under dynen :o) Efter vi havde fundet hinanden igen hoppede vi ind i bilen og kørte hen til Newcastle Beach Backpackers hvor vi ikke kunne komme ind i går aftes fordi de lukkede for receptionen ved midnatstid. Her kan vi nemlig parkere bilen ganske gratis, hvorimod vi fik lov at punge ud for det efter kl. 9 om morgenen ved YHA, hvilket jo ikke helt optimalt.

Mens vi checkede ind, spurgte vi efter tømrere i området, og fortalte om vores projekt med sengen i bilen. Det viste sig så at gutten, som vistnok ejer stedet, har bygget en del campere ud af varevogne og lignende, og at han var frisk på at tage fat på vores også mod et overkommeligt beløb. Så det er kanon lækkert! Fik vist hvordan vi gerne ville have det lavet osv., og fik lavet en aftale om at han kommer og ordner det i morgen eftermiddag efter at vi har hentet marterialerne i det lokale byggemarked (Bunnings). Herligt.

Derudover har vi været nede på RTA, motorkontoret hvor vi skal udfylde de papirer der gør at bilen bliver registeret i vores navne. Her blev vi dog sendt hjem igen i første omgang fordi vi skulle have noget papir som dokumenterer vores nuværende adresse. Temmeligt åndssvagt eftersom vi rejser igen om to dage, men sådan er det jo altid med sådan noget papirarbejde. Værten her på vores hostel lavede også fluks en seddel da jeg bad ham om det, så vi i morgen kan drøne derned igen og få det ordnet.

Newcastle er ellers en fin lille by (137.000 indbyggere, lille når man kommer lige fra Sydney med 4 mio.) med en enormt lækker strand! Der var vi også en tur nede i dag, for at nyde det lækre solskinsvejr (håber at I hygger jer med det evige vintervejr derhjemme ;-)) og se den surfingkonkurrence som bliver afholdt her for øjeblikket, hvor folk kommer fra nær og fjern for at deltage. Det ser sgu temmeligt fedt ud når de kan finde ud af det - må taget fat på surfing inden jeg rejser hjem, hvis jeg kan få det klemt ind i mit meget pressede og stressende program :O)

Rart at komme væk fra storbyen og hen til nogle lækre strande!

Cheerio!

Væk fra Sydney!

I dag kom vi endelig videre fra Sydney efter at have været groet lidt fast der de sidste to uger :O) Ikke at det har været to dårlige uger eller lignende, vi trængte bare begge to til at komme videre nu.

Vi var nemlig blevet enige om at vi ikke længere gad at vente på den båtnakke af en tømrer som skulle lave seng-installationen i Landcruiseren. Vi ville derfor blot hente bilen og så tage den derfra.

Så om morgenen (yes, morgenen, ikke formiddagen) ringede vækkeuret klokken 8:45 (!!!). Da vi som sagt havde besluttet os for at komme videre fra Sydney skulle vi tjekke ud fra vores trofaste Basebackpackers Hostel inden kl. 10. Dette lykkedes også, og vi fik pænt lov til at låne deres bagageopbevaringsrum, da der på ingen måde var plads til ALT det gøgl vi har, efter at have købt campinggrej, i deres skabe i kælderen. Efter at have fyldt spiste vi noget morgenmad og smuttede udad døren.

Inden vi hoppede på toget til Revesby (forstad til Sydney) hvor vi skulle hente var vi inde og checke et par butikker eller fem for gode 4WD kort og bøger til vores tur. Vi fandt i en af de mange millioner (ca.) butikker i undergrunden en bog med masser af 4WD ture rundt omkring i hele landet som vi også stod og kiggede på i går. Så langt så godt. Nu manglede vi blot et almindeligt kort over de normale veje. Den flinke ekspedient fra butikken vi lige havde købt vores bog i henviste os til butikken Mapworld, som vi skam også præsterede at finde efter at have spurgt en 5-10 mennesker om vej. Sydney centrum er ét stort virvar af butikker, undergrundscentre med butikker og bygninger på seks etager eller mere med... butikker! Og selvom vi sammenlagt har boet i Sydney i næsten fire uger kan vi stadig præstere at vare lidt vild :o)

Så gik vi ellers ned til undergrundsbanen og hoppede på toget til Revesby. Mens vi sad og ventede på perrronen konstaterede vi begge to at skærmen sagde at toget bl.a. stoppede på Revesby som vi skulle af på. Da toget kom satte vi os ind i det (sjovt nok) og jeg fik indhentet 20 minutters søvn. Da vi nærmede os Revesby havde togføreren så åbenbart besluttet sig for at han ikke gad at holde på Revesby. Temmeligt mærkeligt, men vi morede os egentlig meget godt over det, og vi var i Revesby ca. 20 minutter senere efter at have taget et tog i modsatte retning, som vel at mærke holdt sit løfte om at stoppe på Revesby. Her blev vi samlet op af en flink gut fra 4WD City og kørt hen til deres caryard. Her konstaterede vi at de havde gjort et rigtigt godt arbejde med toningen af ruderne, og gik derefter ind og meldte vores ankomst. John som solgte os bilen havde tralvt med nogle andre kunder, så Jason, en anden sælger som introducerede os for bilen første gang vi var derude, ville tage over. Fint nok. Vi satte os for at vente på hans kontor, og da der så kom en ind var det den gut som havde hentet os på stationen... Øh. Anyway, mit kreditkort gik fint igennem denne gang, fik betalt det resterende beløb og vi fik ordnet det sidste papirarbejde. Dette tog dog en times tid af diverse årsager, men lad nu det ligge. Vi trykkede hænder, fik nøglen og gik ud for at køre afsted i vores bil. Ind i bilen, i med nøglen, dreje... klik... Øh... dreje igen... klik... Nu kom Jason hen og stod og gloede lidt og bad mig om at gå ud så han kunne prøve. Han havde heller ikke held med at starte den. Jeg, med min normalt ret korte lunte, havde lidt svært ved at blive sur over noget da det simpelthen var for ironisk at lortet ikke gad at starte lige som vi havde betalt for den! Anyway, Jason hentede en batteristarter, men der var stadig intet held med bilen. Derefter gik han igen og kom kørende tilbage i noget der lignede en golfvogn som så var udstyret med et lignende starterudstyr. Da dette blev sat på batteriets poler sprang motoren lystigt i gang som da vi var ude og prøvekøre den. Herefter satte Jason sig bag rattet og kørte sin vej uden at sige noget. Lidt efter kom han dog tilbage med besked om at de lige var ved at smide et nyt batteri i, og ganske rigtigt kom bilen hurtigt retur med et spritnyt batteri. Held i uheld. Som Henriette sagde var det altid noget at det skete nu og ikke om en uge så vi stod med håret i postkassen...

Herefter sagde vi pænt farvel til John, som iøvrigt havde lovet mig en tur i sin Lotus Elise, men desværre ikke havde den med i dag. Buhuuu :O( Han har dog hele tiden sagt at jeg bare kan ringe i en weekend og så ville han komme forbi (skideflink gut). Så det regner jeg med at gøre når vi kommer tilbage til Sydney om et halvt år eller mere, eftersom jeg ikke længere er i Sydney i weekenden (lort).

Herefter kørte vi hen til Bunnings byggemarked hvor vi fik lavet et par kopier af bilnøglerne og fik rigtigt god hjælp til hvordan vi selv kunne bygge sengen i bilen. Dette virkede faktisk temmeligt ligetil, og meget billigere end at få en tømrer til det, problemet er bare at vi ikke har adgang til hverken værktøj eller værksted hernede. Så vi kørte derfra uden nogle materialer til sengen, dog med en del gode idéer til hvordan det kan laves skrevet bag øret. Herefter var det tid til at fylde tanken op på vores nyindkøbte dytbil. Da vi kom til Caltex og jeg fik møvet bilen ind foran dieselstanderen tog jeg mig selv i at kigge under bilen for at se om det løb ud under siden pumpen ikke stoppede. Der var dog ingen utætheder, men den stoppede ikke før måleren sagde 86 liter hvorefter Visakortet blev straffet for en ubehagelig mængde dollars. Det er dog meget rart at vide at der er en forholdsvis stor tank på bilen... Omend det koster lidt at fylde den op.

Herefter syndede vi og tog på Hungy Jacks, bedre kendt som Burger King i resten af verdenen. Første gang vi har været der skal det lige siges (og nej, vi har ikke været på McD). Herefter hoppede vi tilbage i Landcruiseren og vendte næsen hjemad, og jeg fik øvet ca. 30 kilometers venstrekørsel før vi nåede Sydney centrum. Efter at have kørt rundt og ledt efter en billig parkeringsplads gav vi til sidst op og smed den ind i en parkeringskælder hvor det kostede 11 dollar at holde i en time. Av. Iøvrigt meget spændende at køre i Sydney centrum i en bil hvor rattet sidder i den forkerte side, i den forkerte side af vejen i kæmpestor bil. Men det var faktisk slet ikke slemt.

Tilbage på Base fik vi lavet noget hurtigt aftensmad (nudler... de-li-kat!) og havde efter en halvanden times tid fyldt bilen med alt vores habengut, som fyldte temmeligt godt op i det i forvejen ret store bagagerum. På trods af at klokken var blevet 21:45 var vi stadig enige om at vi ville forlade Sydney, så efter at have sagt pænt farvel til Kathrine kørte vi derudaf...

Uden nogen fast plan om hvor vi skulle hen eller hvor vi skulle overnatte kørte vi ud af byen, vistnok den lidt forkerte vej. Men efter lidt tid fangede vi den rigtige freeway og kom afsted nordpå. Efter ca. en times kørsel havde vi nået en motorvej mod Newcastle, hvor vi hurtigt fik tilbagelagt en del km. Når man kom op over de 100 km/t på hel glat og plan asfalt kan man virkeligt godt mærke at sådan en stor firehjulstrækker er temmelig forskellig fra fx mormors ræser Avensis derhjemme... Sådan en 4.0 liters dieselhakker på over to tons er ikke nogen autobahnræser. Men det er cool nok, ser bare frem til at få fordel af den når vi når nogle 4WD Only Tracks i nationalparkerne og lignende :-)

Da klokken var blevet kvart i et da vi ankom var det temmeligt svært at finde et sted at campere, og det var desuden nok en smule usmart at slå telt op i mørke den første gang man skulle prøve kræfter med det. Så efter at have været ved et hostel hvor vi ikke kunne checke ind efter midnat fandt vi YHA Newcastle Beach Hostel hvor vi var så heldige at fange receptionisten på vej ud ad døren, hvor vi så allernådigst fik lov at hoppe ind i de to sidste ledige senge. Og her sidder jeg så nu, klokken bæ og natten som sædvanlig. Men for en gangs skyld har jeg skrevet dagbog på selve dagen fremfor at gøre det to uger senere.

I morgen skal vi prøve om vi kan finde en tømrer her i Newcastle som kan fikse sengen i vores bil, desuden en mobilreperatør og høre om min K750i kan reddes uden at jeg bliver helt fattig.

Men hvor er det LÆKKERT at køre bil igen! Det har jeg savnet. Og det er heller ikke nogen skidt fornemmelse når bilen man kører i rent faktisk er ens egen :O)

Sweet dreams.

Rasmus

Sydney igen igen

De sidste 14 dage har vi tilbragt i Sydney. Det er tredie gang vi er her, så man følte næsten at man kom hjem da vi ankom ;-)

Lige bortset fra den allerførste nat hvor vi boede på det værste hostel vi nogensinde har været på (Habour City Hotel i Wooloomooloo), har vi boet på Base, det hostel vi også har boet på de to andre gange vi har været Sydney - samtidig det første hostel vi var på. Vi valgte dette da vi, udover at vi vidste at det var udmærket, ville bo så vi havde let adgang til det hele. Og det har vi herfra eftersom det ligger lige i Sydney centrum.

Det eneste vi i princippet skulle her i Sydney var at købe os en bil, for derefter at drøne opad østkysten. At købe en bil er dog ikke noget man bare gør, så vi har altså endt med at være her i 14 dage før vi smuttede videre. Det hra dog ikke gjort det store, da vi i den grad trængte til at slappe lidt af efter NZ - forstået på den måde at vi på NZ konstant rejste videre morgenen efter vi ankom, så nogle slap-af-dage var efterhånden ret tiltrængte. Dette behov har vi skam også fået opfyldt - i den grad :O) Men jeg har i hvert fald nydt at være tilbage i Sydney - det ligner sig selv. Operahuset var stadig at se når man gik tur på havnen, ligeså var de didgeridoo-spillende og dansende aboriginals.

Oprindeligt skulle vi jo have været tilbage i Melbourne, og ikke i Sydney, så Gitte, Julie, Anne og Louise som vi havde sagt pænt farvel til på NZ troede jo at vi var der. Derfor smuttede vi hen til deres hostel og bad receptionisten om at gå op og sige at der stod nogen og ventede på dem i receptionen. Da gutten kun gad at gå ind i et rum var det kun Anne og Louise der kom ned - men de gloede godt nok lidt da vi stod der :-)

En dag af de første dage, hvor vi havde været ude og se på et par biler, havde om aftenen vi aftalt at tage ned til Sydney Habour sammen med de fire tøser. At se havnen om aftenen var nemlig en oplevelse vi havde tilgode, på trods af at vi havde været i Sydney to gange før. Emil, en af vores gymnasiekammerater vi mødtes med sidst vi var her, havde sagt at det var enormt flot om aftenen, så det glædede jeg mig til. Blev skam heller ikke skuffet da jeg så Operahuset by night. Tøserne klagede vist heller ikke over udsigten.

Da vi gik langs med havnen kom vi forbi Royal Copenhagen Icecream - her kunne hverken, jeg, Gitte eller Julie modstå fristelsen, så vi desværre tvunget til at ofre $5 på en is. Iøvrigt en lækker isvaffel som man får dem derhjemme - med chokoladekant og det hele, mam. Fra Operaen kunne vi se Habour Bridge - her fik jeg igen af de der falde-i-staver-over-udsiten-oplevelser :-) Har iøvrigt lovet mig selv at købe et mere "proffessionelt" kamera næste gang jeg skal ud og rejse - det var temmeligt svært at tage ordentlige billeder i mørke, hvilket er ret ærgeligt når der er vildt flot.

Da vi havde været der en dag eller to løb Henriette ind i Kathrine fra NZ i elevatoren - så hende har vi hængt ud med det meste af tiden i de her to uger vi har været her. Vi var bl.a. en tur på Bondi Beach. Bondi er Australiens mest berømte strand, hvorfor der er temmeligt crowded. Vi havde, på trods af at temperaturen godt lige måtte være en fem grader højere, en god dag på stranden. Kathrine og jeg morede os gevaldigt ude i vandet da bølgerne var RET seriøse. Man kunne stå med vand til anklerne, for derefter pludselig ikke længere kunne bunde. Præsterede også en enkelt gang at miste balancen da jeg blev taget af en understrøm - selvom vandoverfladen kun nåede mig til lidt over knæeende. Powerfull!

Vi har også været i biffen! Efter at have læst en anmeldelse har jeg været helt hooked på at se V for Vendetta - og jeg blev BESTEMT ikke skuffet. Det er den bedste film jeg hidtil har set i år. Filmen er en perfekt blanding af en mystisk "helt" og politiske budskaber - kan absolut anbefales. Den er underholdende fra start til slut - en must-see film! Vi så den iøvrigt i Hoyts, en kæmpestor biograf i Sydney. Vi var i sal nr. 10, og salen var alligevel større på størrelse med Palads' største - må tjekke sal nr. 1 ud når jeg kommer tilbage engang i fjerde kvartal :-)

Et par øl blev det også til på Scary Canary, baren der hører til vores hostel. Her var der noget dragshow, hvor en eller anden gut med knald i låget, klædt ud som dame, afholdte nogle gymnasie-morgensamling-lignende konkurrencer. Fx klassikeren hvor en har et æble i munden og den anden skal spise så meget som muligt af det på tid. Første gang vi var der blev jeg hevet op på scenen til dette og fik en andenplads, hvilket gav et par gratis øl, så det var jo fint nok. Kathrine var også oppe i en konkurrence hvor hun skulle holde en chokoladebar mellem benene og en gut skulle slikke så meget som muligt af chokoladen af på tid... Burde det ikke være omvendt? Og hvad havde det overhovedet med dragshow at gøre? Anyway, det var jo alt sammen meget sjovt - især Henriette, som var for tøset til at gå på scenen, morede sig over os andre. Et lignende show var der ugen efter. Her havde jeg været nede og træne mens Henriette og Kathrine havde siddet på Scary Canary. Skulle så imidlertid lige forbi dem og låne Henriettes nøgle da jeg havde smækket mig selv ude. Nåede knapt nok at komme ind og sætte mig ned ved deres bord, før denne aftens dragqueen kom hen til mig og sagde at han/hun/den/det var rigtigt glad for at jeg var kommet og at jeg da var en lille frækkert - avdr. Kathrine som var ved at brække sig af grin var flabet nok til at tilmelde mig næste konkurrence. Inden jeg kom havde Kathrine været oppe på scenen til en anden konkurrence hvor hun skulle føre en slikpind igennem en eller anden guts bukser... Henriette havde som sædvanlig undsluppet. Da konkurrencen startede var der tre piger der stillede sig op, hvorefter de skulle udvælge sig en fyr der skulle holde deres æble. Den ene af dem, en dansk pige, valgte mig til stor glæde for Henriette og Kathrine - og for ham boygirlen der kørte showet. Vi fik en 3. plads og fik ikke engang nogle gratis øl eller en skid - råddent. Og samtidig skulle jeg finde mig i at blive lagt an på af en to meter høj mand klædt ud i dametøj. Kathrine mente at jeg skulle lade være med at være så homofobisk og lige blinke til ham/hende/den/det - nej tak, føj for satan. Ad. Så de næste par dage måtte jeg finde mig i mobberier fra deres side om at jeg var en dragqueen-magnet og lignende - hvad man dog ikke skal stå i model til :O)

I længden bliver man dog træt af at høre på alt det kællingepladder (pardon my french). Så det var heldigt at jeg var i Sydney, for her boede min Canadiske kammerat Devan i øjeblikket i en lejlighed ude i Bondi. Det første jeg gjorde da vi landede i lufthavnen var faktisk at skrive en besked til ham hvor der stod I'm back!!! - men det var lidt svært at finde et tidspunkt hvor vi kunne slå hovederne sammen eftersom han arbejder det meste af dagen. Men fredag aften holdte han fest, så der tog jeg selvfølgelig derud. Henriette og Kathrine blev derhjemme hvor de vist heller ikke kedede sig, hvorfor kommer senere. Så efter et par telefon opkald og lidt forvirret faren rundt med det offentlige fik jeg endelig øje på ham fra bussen - han havde desuden Sonja, en tysker som boede på værelse med Devan og os sidst vi var her, med sig. Så det var ren gensynsglæde. Havde en mægtigt skæg aften i selskab med canadiere, tyskere, irere, englændere, sydamerikanere og jeg kunne blive ved :O) En af canadierne fortalte mig iøvrigt at han havde rejst rundt sammen med tre danskere. Spurgte for sjov hvad de hed, hvorefter han svarede Sofie, Andreas and Emil, hvorefter jeg gloede lidt. Til dem der ikke ved det er det de gymnasiekammerater vi mødtes med sidst vi var her - verden er lille! :-D

Da jeg kom hjem fra Devan var det lørdag den første april... Og det havde Henriette og Kathrine været klar over. Der var spædt tape på tværs foran min seng, min hovedpude var pakket ind i gavepapir, og min toilettaske var væk. Efter at have ledt efter den i tyve minutter vækkede jeg Henriette som mens hun var ved at flække af grin pegede på en skuffe under en af de andre senge. Her lå den så, pakket ind som gave. Der var iøvrigt fuldkommen mørkt i rummet, hvilket der aldrig plejer at være pga. et lille vindue, men dette havde de også sørget for at tildække. Næste morgen fandt jeg ud af at Henriette havde brugt et par af mine boxershorts som gardin. De havde vist moret sig ret godt :-D

I Sydney er der ca. alt når det kommer til butikker. Selvom vi sammenlagt har været her i 3-4 uger kan vi stadig præstere at fare vild i alle undergrundscentrene. Overalt i byen er der storcentre i fem etager over jorden, og fem etager under. En del af dem er forbundet til undergrundsbanen, og man kan gå fra det ene undergrundscenter til det andet under jorden. Så det er temmeligt let at fare vild. Anyway, jeg har benyttet mit ophold i Sydney til at få købt et par ting jeg manglede. Fx et par Puma sko - så jeg kan omsider gå i noget andet end de monsterrådne gamle sko jeg har tog med hjemmefra. Og så jeg har købt mig en bærbar! Så nu kan jeg omsider få skrevet på bloggen (de sidste mange indlæg er skrevet på den) når det passer mig. Købte mig en IBM T40 til $1299 hos BargainSeeker i Bankstown, en forstad til Sydney. Havde penge fra da jeg solgte min gamle bærbare derhjemme, så det var kun nogle hundrede kroner ekstra det kostede mig at "skifte". Dagen efter gik jeg på jagt efter en taske til laptoppen - dette fandt jeg i en butik som lå et par hundrede meter fra vores hostel. Her fandt jeg også en taske til min iPod, hvilket er en ret god ting eftersom jeg allerede har præsteret at give den et par ridser mens jeg ikke har haft nogen taske til den... Øv. Apropros shopping, så er Henriette pludselig begyndt at shoppe! Tidligere har hun fordømt og hadet det som pesten, selv når andre gjorde det - men folk finder jo nye sider af sig selv når de er ude og rejse...

Og sidst men ikke mindst, så er vi blevet bilejere! En kort opsummering af vores biljagt:
En af de første dage gik vi op til Kings Cross, et område i Sydney hvor der bl.a. ligger en del bilforhandlere. Her var vi først inde hos Autobahn, hvor vi efter at have set på et par biler og kørt lidt rundt med sælgeren blev tilbudt en Toyota Landcruiser. Dette var imidlertid en sælgeren solgte privat - lidt skummelt. Men vi var ude og prøvekøre den, og den var sådan set udemærket, men vi ville jo undersøge markedet lidt nærmere, så vi købte ikke bilen med det samme. Vi havde iøvrigt besluttet os for at det skulle være en firehjulstrækker, eftersom vi skal hele vejen rundt i Aussie, og der mange steder er 4WD Only - fx på Fraser Island, nationalparker osv. Landcruiser var mere eller mindre den bil vi kiggede efter, da det er bilen i Australien - forstået på den måde at de er overalt, og at de derfor er nemme at få dele til, selv ude på bøhlandet. Den næste Landcruiser vi stødte på var i Kings Cross Carpark, en 1984'er som var betydeligt pænere end den vi først havde set på. Desuden var den $200 billigere, plus at der var al det campingudstyr vi havde brug for inkluderet i prisen - seng i bilen, telt, kogegrej, køleboks ovs. - bilen kostede $6300 hvor den første kostede $6500. Sælgeren af denne bil var Don, ejeren af Kings Cross carpark. Han gav iøvrigt en ordentlig prøvetur hvor man rent faktisk fik lov at teste bilen ordentligt igennem, hvor den første sælger var helt til grin da han lod mig køre bilen i noget der ligner to minutter...

Anyway, om aftenen/natten da jeg sad på internettet fra vores hostel stødte jeg på endnu en Landcruiser i en webannonce. Denne kostede $4900 og var desuden med dieselmotor hvor de andre var benzin. Denne var hos en forhandler, 4WD City i Revesby (en anden forstad). Her kom vi ud med det offentlige, som vi faktisk ikke havde benyttet os af hidtil. Henriette var ved at gå i selvsving da hun så at en af stationerne hed Beverly Hills. Forhandleren var så flink at samle os op på stationen, hvorefter vi kom derud og så på bilen. Denne var lidt anderledes end de andre to Landcruisere at køre i, både pga. dens dieselmotor og fordi den havde automatgear. Men den kørte fint nok og sagde ikke nogle mærkelige lyde eller noget. Jeg gider ikke at gå alle vores forhandlinger med bilen igennem, men vi brugte $200 på at få bilen checket efter af et uafhængig bilinspektionsfirma - desuden fik jeg overtalt dem til at give en mp3/cd radio med og vi fik ruderne tonet om igen fordi den gamle toningsfilm var grim og rynket. Vi diskuterede frem og tilbage, og blev enige om at denne bil så ud til at være det bedste køb. Den største ulempe ift. til den til 6300 var at der ikke var nogen seng med - men det sagde en af gutterne derfra at han kendte en tømrer der kunne ordne. Denne tømrer viste sig dog at være en idiot som aldrig kunne overholde en aftale, så de sidste dage i Sydney brugte vi bare på at vente på at det fjols tog sig sammen...

Vi manglede dog stadig noget campinggrej. Dette satte jeg mig for at finde brugt, hvilket lykkedes nærmest inden jeg var begyndt at lede - mit øje fangede nemlig en annonce på opslagstavlen på vores hostel. En tysker solgte noget 5-6 uger gammelt grej for 150 dollar, så ham skyndte jeg mig at kontakte. Han var så flink at komme forbi med alt grejet, så nu har vi alt hvad hjertet begærer: En fiks lille gaskogeplade, et telt, to campingstole, gryde og pande, Leatherman kopi, køleboks osv. osv. Alt er som nyt - kanon rart at den annonce lige dukkede op :O)

Har nydt at være tilbage i Sydney. Det er en storby som så mange andre, hvor man ser alle mulige tosser, fx hende her tossen med aladinbukserne som gik med paraply selvom det ikke regnede... Men Sydney er alligevel speciel - jeg har aldrig været et sted hvor man i så høj grad bare kan sætte sig ned og fordrive tiden med at betragte omgivelserne. Der er så meget underholdende at se på - imponerende bygninger, fede biler (der er Skylines OVERALT :O)) og sjove mennesker. Og på trods af 4 mio. indbyggere (plus turister) virker byen ikke halvt så stresset som København. Eneste ulempe er at der er møgdyrt.

Men hvilken by.

Fra Queenstown til Chrischurch

I dag skulle vi saa forlade Queenstown, en by som snildt kunne vaere min favorit her paa NZ!

Vi skulle med bussen kl. 8, og jeg var ude af sengen kl. 7:05, saa havde saadan set tid nok. Fik det sidste moej, taget et bad, spist noget hurtig morgenmad og saa afsted. Havde saa lidt problemer med at finde busstoppet, plus at jeg kom to minutter for sent ud ad doeren...

Endte med at rende ind i en gut der spurgte om jeg skulle med KiwiExperience bussen, hvorefter jeg svarede ja. Han sagde herefter at jeg nok skulle til at skynde mig saa... Saa jeg satte i loeb, saa meget som jeg nu kunne med min ryksaek og alt det andet moej jeg havde med mig. Da jeg kom rundt om hjoernet saa jeg en stor groen bus der startede op og trillede afsted - DOH! Skyndte mig at ringe til Henriette saa hun kunne faa chauffoeren til lige at stoppe. Da jeg saa endelig kom igennem (forpulede-bæ-Vodafone) var bussen et godt stykke vaek, saa jeg droppede mit forsoeg paa at indhente den i naeste kryds. Loeb herefter tilbage for at finde ud af at bussen havde vendt om efter mig. Kunne se den ca. 100 meter fra mig, ringede derfor igen, hvor Henriette sagde at chaufføren var pissesur og ikke gad at vente længere. Herefter stod jeg og bandede over chaufføren, mig selv og min elendige timing osv. i en fem minutters tid, hvorefter jeg fandt mig en taxa og bad chaufføren om at køre i retning af bussen i en h*lv*d*s fart. Så gik det ellers derudaf med en 140-150 km/t - ret godt gået af en 50-60 årig chauffør :-D

Lånte taxachaufførens telefon og tingede til KiwiExperience kontoret for at høre om de kunne få chaufføren til lige at holde ind til siden, da jeg lå få minutter bag ham i en taxa. KiwiEx ringede lidt efter tilbage og sagde at chaufføren ikke gad at holde ind fordi han havde et skema han skulle overholde. Tak for det. Efter en del km med høj fart var der pludselig en grøn bus foran os - chaufføren i bussen må have set taxaen, for han holdte ind til siden lidt efter. Hoppede ud af taxaen, betalte og drønede ind i bussen hvor folk gloede lidt :-)

Tror aldrig jeg kommer for sent til en bus igen - dette var en temmelig dyr lektion, som jeg ikke vil sætte tal på *host*$100*host* :-)

Ved det første stop skulle vi holde i 15 minutter. Vi endte med at holde der i lidt over 25 - goddav do', så kan jeg da godt se at han slet ikke kunne holde ind i et minut og spare mig for nogle dumme penge - sådan en fucking vatpik. Og det vil jeg godt tillade mig at skrive her, velvidende om at mine bedsteforældre læser bloggen. Men mage til røvhul skal man da lede længe efter...

Nå, nok brok. Kunne jo bare lade være med at komme for sent, ik' Rasmus?

Eneste vi så på vejen til Christchurch var Church of the Good Shepherd, den flotteste og mest imponerende kirke jeg nogensinde i mit liv har set!... Not. Men den er vist lidt af et ikon i området, så stak lige hovedet ind.

Til gengæld var der bonus på vej til Christchurch! Pludselig var vejen helt blokeret af køer, hvilket var mægtigt morsomt. Al trafikken blev stoppet og bussen var helt omringet. Så skete der da endelig lidt :-)

Efter en cirkus fem timers kørsel ankom vi til Chrischurch. Her checkede vi ind på endnu et Base hostel, denne gang med det sløveste receptionspersonale vi hidtil har set, zzz... Men ind kom vi da langt om længe. Om aftenen tog vi en gruppe danskere i Pak 'n' Safe, NZ's bedste discount supermarked og fik ordnet nogle indkøb. Iøvrigt kørte buschaufføren der kørte den gratis busrute i byen lige forbi os - svineri :-)

Henriette, Gitte og Julie meldte sig til en hvaltur dagen efter. Jeg droppede det og satser i stedet på at se nogle i Australien. Viste sig dog at være en god idé at jeg ikke tilmeldte mig, for tøserne kom tilbage dagen efter uden at have set nogle hvaler - deres tur var blevet aflyst pga. dårligt vejr LIGE inden afgang, så de havde mere eller mindre spildt en dag derude - møgærgeligt. Denne anden dag i Christchurch brugte jeg i stedet på at gå lidt rundt i byen og se mig omkring - meget charmerende by faktisk. Fik desuden tævet noget metal i træningscentret, da jeg endelig fandt det :-)

Om aftenen tog Henriette, Julie, Gitte, Louise, Anne og jeg ud og spiste, da det var sidste aften vi var sammen, og vores New Zealand tur var ved at være ved vejs ende. Vi spiste på en italiansk restaurant i nærheden, hvor jeg omsider fik mig en god pizza! En overordentlig god en af slagsen - så jeg var lykkelig :-)

Den følgende morgen tog vi sammen med Anne og Louise ud til lufthavnen. Gitte og Julie skulle først flyve dagen efter. Her sad vi i en del timer og fordrev tiden med lidt af hvert da vi var kommet om formiddagen og først skulle flyve ved totiden. Vi skulle flyve til Auckland, for så dagen efter at flyve til Melbourne, hvor de to andre fløj direkte til Australien, dog til Sydney.

Da vi blev bedt om at boarde fik vi checket vores bagage ind og checkede ind på en automat vha. mit kreditkort - mægtigt smart! Ved en af skærmene med flyafgangstider tog jeg pis på Henriette og prøvede at bilde hende ind af vores fly var aflyst. Dette viste sig dog at være en dum idé... Vi kom op i ventehallen, hvor vi stod klar til at boarde, hvorefter det lød over højttaleren: Flight nr. NZ556 has been cancelled. Herefter brød vi begge ud i latter... Det var simpelthen for ironisk at flyet rent faktisk VAR blevet aflyst, lige efter jeg havde stået og joket med det.

Nå... Vi gik tilbage til hallen hvor vi checkede ind, og hentede vores bagage som vi havde fået besked på. Herefter skulle vi stille os op i en kø hos Air New Zealands billetkontor - denne kø var godt 70 meter lang... Imens jeg stod der og gloede kom jeg til at tænke på om vi ikke kunne få godt ud af det her aflyste fly. Gik derfor hen til Emirates, flyselskabet vi skulle flyve med fra Auckland dagen efter, for at høre hvad de havde af muligheder, fx om vi kunne flyve fra Christchurch i stedet. Dette viste sig at kunne lade sig gøre, dog ikke til Melbourne, men til Sydney. Men dette var absolut heller ikke noget problem - tværtimod. Vi havde netop gået og snakket om at det var dumt at vi nu skulle køre fra Melbourne og finde bil der, når vi skulle opad østkysten, og der desuden var bedre mulighed for at finde et godt bilkøb i Sydney. Så hvis vi kunne komme til Sydney i stedet ville det jo være perfekt. Nu manglede jeg så bare at finde ud af det med ANZ. Gad imidlertid ikke at stå i kø i flere timer for at komme til hos deres billetkontor, så fangede en af de ansatte og spurgte om de ikke havde et telefonnummer. Dette fik jeg, og ringede derefter ANZ op. Forklarede min situation med mit aflyste fly, og spurgte om jeg ikke kunne få pengene tilbage i stedet. Det kunne der under ingen omstændigheder blive tale om, jeg kunne bare tage det næste fly. Dette brokkede jeg mig selvfølgelig over, det kunne jo for !"#¤"#¤ ikke være mit problem at deres fly ikke kunne flyve. Herefter ville hun snakke med sin manager. Efter at have ventet i et par minutter kom hun tilbage i røret og fortalte at jeg kunne få pengene retur som credit (ala tilgodebevis), som jeg så kunne bruge indenfor de næste 12 måneder. Forklarede herefter pænt at det ikke var til nogen nytte for mig eftersom jeg ville forlade NZ i dag og næppe komme tilbage indenfor 12 måneder. Efter en del diskussion hvor hun snakkede om deres non-refund-policy blev jeg møgirriteret og sagde at det sgu var for ringe at de ikke engang kunne give pengene igen når JEG havde købt et produkt af DEM, som DE så ikke kunne levere som lovet. Det mindste de kunne gøre var da at give pengene retur. Herefter blev jeg bedt om at hænge på igen, og efter et par minutter sagde hun at de ville gøre en undtagelse og lade mig få pengene igen.

Efter at have sat ANZ på plads smuttede vi hen til Emirates og sagde at vi meget gerne ville have vores billet ændret. Dette kostede os dog $120 per næse, men det gik jo næsten lige op med de penge vi ville få retur for vores indenrigsfly med ANZ. Herefter gik vi hen og ventede i køen, checkede ind og boardede en times tid senere et fly som rent faktisk lettede som planlagt! Og kanon lækkert var jo at det var et Emirates fly, hvilket betød at jeg kunne se Edward Scissorhands færdig, filmen jeg startede på i flyet på vej til NZ - wee :-)

Australia, here we come! Endda en dag før tid. Sad med en overordentlig tilfreds fornemmelse i flyet på vej væk fra New Zealand - de fire uger har uden tvivl været de mest oplevelsesrige i mit liv - DAMN, hvor har det været fedt!

Kia Ora!

Milford Sound

Min "fridag" i Queenstown havde jeg besluttet mig for at ofre lidt dollars på og tage en ekstratur til Milford Sound, NZ største turistattraktion. Havde nemlig ærget mig lidt over at den tur ikke var inkluderet i vores pakke hos KiwiExperience, da det er noget alle taler om. Havde ikke regnet med at vi havde tid til at tage turen fra Queenstown, men da jeg havde taget mine bungyjumps på ankomstdagen gav det mig mulighed for dette. Henriette var imidlertid mæt af oplevelser, så hun blev hjemme og shoppede med nogle af tøserne fra bussen :-)

Anyway, jeg stod op forfærdeligt tidligt, ved 7-tiden da bussen kørte 7:50 eller lignende. Dette var en smule hårdt pga. indtagelse af diverse alkoholiske drikke aftenenfør, men det gik da. Da jeg kom hen til bussen var der en gut der råbte "RASMUS!" - viste sig så at være Stainz, vores første Kiwichauffør som vi kørte med fra Auckland til Taupo. Han havde pga. en anden chauffør som havde brækket sin arm i en brandert i Queenstown overtaget ruten i en måneds tid :O) Så det var superfedt, da han er en ret grineren gut. Dette er jo en meget god ting når man skal køre fem timer HVER vej for at være være et par timer i Milford.

I starten af turen sov de fleste i bussen, incl. mig selv. Efter den første tissepause blev begyndte landskabet at blive flottere og flottere, og efter at have passeret et par bjerge med sne på holdte vi ind ved Mirror Lakes. Dette er, som navnet også antyder, en lille stibe søer hvor vandoverfladen har en ret unik spejleffekt, der gør at man kan tage postkort-agtige billeder - og læse spejlvendte skilte.

Ved næste stop fik vi et vandfald og andet godt at se. Efterhånden som vi kørte videre blev bjergene der omkransede vejen vi kørte på mere og mere imponerende. På dette billede er vi holdt ind til siden for at fylde vandflaskerne op - fra en lille å hvor vandet kommer direkte oppe fra bjergene. Faktisk noget af det bedste vand jeg har smagt - i hvert fald bedre end det metalliske møgvand der kommer ud fra vandhanen i NZ og Australien - bvadr. Efter dette korte stop skulle vi videre igennem en tunnel gennem et af de store bjerge. Mens vi ventede på at der var fri bane (der var en bane, så man måtte vente på at modkørende kom ud), kunne vi nyde synet af et par vandfald. Den anden side af tunnelen bød flere bjerge og væsentligt mere snoede veje. Her gjorde vi sidste stop inden vores destination, ved en regnskov hvor vi gik tur i 20 minutters tid. Her så vi spøjse klipper med små huler i, en masse træer (surprise) og en flod med et lille vandfald.

Har godt nok skrevet ordet vandfald et par gange nu, og det bliver ikke sidste gang i læser det heller. Vi var nemlig ankommet til Milford Sound hvor vi hoppede ombord på Lady Bowen, båden vi skulle sejle rundt med og se Milford Sound de næste timer. Lige for en god ordens skyld, så betyder sound et sund, som fx Øresund. Dog fortalte vores kaptajn at det rent faktisk var en fjord, eller Fiord som det også kan staves på engelsk - dette var mærkeligt nok også navnet på vores kaptajn. Skummelt. Desværre var vejret ikke helt med os, da der begyndte at komme nogle fede skyer indover toppen af bjergene. Fjorden var dog stadig et ret imponerende syn. Den var også spækket med, nu siger jeg det igen: vandfald - af den store slags. Bjerget bag mig er omkring 1600 meter højt og er NZ's mest fotograferede. Hvorfor det lige er dette der er det ved jeg ikke, for jeg synes at der var en ret imponerende udsigt uanset hvilken retning man så. Har set meget flot udsigt her på NZ, men Milford var noget særligt fordi man sejlede lige midt imellem kolossalt store bjerge. Dette vandfald, som også kan ses på det foregående billede er omkring 150 meter højt - så kan I jo prøve at se bjerget i forhold til. Desuden var der de højeste vandfald jeg hidtil har set. Tog optil flere gange mig selv i at bare stå og falde i staver over omgivelserne - wauw. Har lidt video at byde på, omend det nok ikke rigtigt giver den samme fornemmelse:

Milford Sound part 1 (ca. 10 MB)

Efter en times tid kunne vi se det Tasmanske Hav, hvilket ville sige at vi var nået til begyndelsen af fjorden, hvorfor båden blev vendt og vi vendte næsen tilbage igen. Da båden blev vendt kunne man se alle de fantastiske bjerge vi havde sejlet forbi. Dette forsøgte jeg også at fange på video:

Milford Sound part 2 (ca. 30 MB)

Dog blev båden sejlet temmelig tæt på kanten. Grunden til dette viste sig at være en flok sæler som vi kom forholdsvis tæt på. Sikke nogle dovne dyr. Desværre var det begyndt at regne, så jeg var ikke så ivrig med kameraet længere. Et vandfald blev det dog til. Og som om vi ikke havde fået nok vandfald, så besluttede vores kaptajn for at båden da selvfølgelig skulle sejles ind under det 160 meter høje vandfald. Optog faktisk en video af dette, men den fylder 100 MB, så den må vente til jeg finder et program til at komprimere dem lidt. Vandfaldet kom nærmere og nærmere, så jeg skyndte mig at pakke kameraet væk, tage hætten over hovedet og gøre mig klar til et bad :-)

Efter en våd tur, men temmelig sjov, tur under vandfaldet sejlede vi videre tilbage mod hvor vi startede. Det regnede stadig lidt, men det var der skam også fordele ved. Vandfaldene var allerede efter kun et kvarters regn blevet væsenligt mere massive. AWESOME! Det samme gjaldt de vandfald på den anden side af tunnelen på vejen hjem - dem var der pludselig en del flere af. Herefter var der så igen en del timers køretur hjem igen. Disse blev brugt på at snakke med en amerikansk pige som hoppede på bussen på vej hjem - endelig en som afkræftede mine fordomme :-) Desuden på, som sædvanlig, at nyde udsigten - beautiful. Da vi efter en del timer nåede Queenstown igen sagde jeg pænt farvel til Stainz og smuttede tilbage på hostellet.

Aftensmaden blev købt på Fergburger, en berømt burgerbar i Queenstown. Var jo nødt til at prøve når de lokale anbefalede :-) Fik skam også en udemærket Big Al oversize burger med to bøffer, to spejlæg, en spand bacon og en masse andet godt. Ikke dårligt - omend man ikke ligefrem var mæt på den behagelige måde bagefter...

Men Milford Sound... Holy cow - pretty damn good! Selvom vejret ikke var helt i top var det uden tvivl det mest betagende jeg hidtil har set.

Sidste tur med KiwiExperience i morgen - destination Christchurch.

Bøvs.

Thrillogy

I dag havde jeg en smule nerver på... Hvorfor kommer senere. Vi startede dagen i Puzzling World, et museum med en masse bizarre ting! Det var opdelt i to. Den ene del var en stor labyrint på svjh lidt over 1,5 km (hvor folk i gennemsnit gik 5-6 km), det andet var et museum af synsbedrag og hologrammer - bedste jeg nogensinde har set. Startede med at gå ind i labyrinten. Den består af to etager hvor der naturligvis er en forfærdelig masse gange og desuden fire tårne. Det går så ud på at finde disse fire tårne - et grønt, et gult, et rødt og et blåt. Hvis man er tough og vil prøve det på den svære måde skal man finde de fire tårne i en bestemt rækkefølge. Dette besluttede jeg mig dumt nok for. Jeg fandt nogenlunde hurtigt det gule - herefter gik det så knapt så godt. Selvom man (helt "lovligt") kunne gå op på 2. etage (trapper/tårne) og kigge ned over gangene præsterede jeg alligevel at fare komplet vild. Og bedst som man lige tror man har fundet vejen står man pludselig der hvor man kom fra :-) Det var både en smule irriterende og temmeligt skægt. Man mødte konstant folk fra bussen som man lige var stødt på tidligere som også var komplet faret vild. Endte med at være derinde noget der ligner en time før fandt det sidste tårn, hvorfra jeg kunne stå more mig over at se de andre besøgende fare forvildet rundt. Dog manglede jeg stadig at finde udgangen - denne brugte jeg 5-10 minutter på at lede efter, hvorefter jeg så på klokken og fandt ud af at jeg hellere måtte se at komme ud hvis jeg skulle nå ind og se hologrammerne før bussen kørte igen - så jeg måtte finde mig en nødudgang og skynde mig derind. Jaja, dårlig undskyldning, Rasmus :O)

Når man kommer ind er de første par rum fyldt med hologrammer. Kunne sjovt nok ikke tage billeder af dem, så I må nøjes med at vide at de som sagt var de bedste jeg nogensinde har set - eller sagt på en anden måde, jeg troede slet ikke at man kunne lave så mange effekter i sådan nogle. Der var de mest imponerende 3D hologrammer, hologrammer som indeholdte 10 forskellige billeder, hologrammer som var flere meter høje og meget meget. De næste par rum var med synsbedrag, nogle af dem lignende dem man kan finde på nettet osv., så dem brugte jeg ikke så meget tid på. Skyndte mig i stedet hurtigt videre til Hall of Following Faces (har desværre kun det billede med en eller anden britte som gik ind foran - dette billede fra nettet er noget bedre. Dette var et syv eller ottekantet rum hvor hver enkelt væk bestod af 24 ens hologrammer af et kendt ansigt, fx Winston Churchill, Nelson Mendela og lignende, hvor alle ansigterne fulgte en - mægtigt spas. De næste rum var endnu federe, men desværre har jeg ingen billeder herfra da jeg desværre havde lidt tralvt :( Der var fx et lille rum som igennem vinduerne så ud til at være normalt dimensioneret, men når folk så gik ind så de ud til at være 5-6 meter høje i den ene ende og en meter i den anden, pga. et skævt gulv og en masse fusk der gik det til at se lige ud. Der var også et rum hvor alt var skævt, hvor man fx kunne se vand der flød "opad", kugler som trillede den "forkerte" vej på et billiardbord og lignende - det var ret skægt. Havde desværre alt for lidt tid til at nå at få fuldt udbytte af alt herinde, så måtte skynde mig ud til bussen.

Men havde til gengæld noget at se frem til i dag - og samtidig være lidt nervøs for. Jeg havde nemlig tilmeldt mig til en Thrillogy! En thrillogy er en trilogi af bungyjumps, Kawarau Bridge på 43 meter, Nevis Highwire på 134 meter (!!!!) og The Ledge Urban Bungy på 47 meter. Bungyjump var egentlig ikke lige det første jeg tænkte på dengang jeg betalte for min flybillet til NZ - der var det mere ting som Franz Josef gletcheren og skydiving jeg så frem til. Men har hele tiden haft det sådan at hvis jeg forlod NZ uden at have sprunget bungy ville jeg garanteret fortryde det. Så for at undgå dette tilmeldte jeg mig denne lidt hjernedøde aktivitet og valgte at tage tre bungyjumps på en dag - som den eneste i bussen :-)

Efter at have været ved Puzzling World sagde Andy over højttaleren at vi ville køre direkte til Queenstown, dagens destination, 'cause Rasmus is doing his thrillogy today. Særbehandling eller hvad? :O) Anyway, i dag var der en ret speciel stemning i bussen - vi var i alt en ca. ti mennesker som skulle springe bungy, og vi var alle en smule nervøse - om ikke andet blev vi det fordi alle kom og spurgte ivrigt om man var det :-) De fleste skulle dog kun springe fra 43 meter broen, pånær undertegnede og en gut fra Korea (som tog de to andre hop en anden dag). Andy var rigtigt opmuntrende og fortalte at os som skulle springe fra Nevis, 134 meter hoppet, burde medbringe ekstra boxershorts, og han fortalte desuden at det var det mest skræmmende han nogensinde har prøvet og lignende.

Hen mod slutningen af formiddagen lå vi og kørte langs med Kawaru River, hvilket betød at vi meget snart ville være ved Kawaru Bridge hvorfra 43 meter hoppet finder sted. Kawaru Bridge var iøvrigt verdens første komercielle bungy, så det er her de fleste som skal prøve bungy i NZ tager hen. Inden vi hoppede ud af bussen sagde Andy over højttaleren please support the jumpers - it's not the easiest thing in the world to do. Havde dog imidlertid fået meget godt styr på nerverne, så os der skulle hoppe skyndte os ind og blev vejet osv. så vi var klar til at det blev vores tur til at hoppe ud fra broen :O) Selvom jeg havde fået ret godt styr på nerverne smuttede jeg alligevel en tur på toilettet for at tjekke at mine tarme var helt tomme så det ikke gik galt :o) Lidt skørt egentlig, har sgu aldrig hørt om folk der sked i bukserne af skræk, men man vil vel hellere være på den sikre side, hæhæ. Jeg skulle faktisk have hoppet som den første pga. jeg skulle skynde mig videre til Nevis hoppet, men da der var et par timer til den næste afgang tog de bare folk ind i den rækkefølge de nu blev vejet i.

De tre bungyjumps som firmaet, AJ Hackett Bungy, råder over har hver deres ting der gør at de skiller sig lidt ud. På det første, Kawaru, kan man blive dyppet i vandet, nummer to, Nevis på 134 meter, er hjernedød nok i sig selv og det tredie, The Ledge, er et ret specielt bungy eftersom man får seletøjet rundt om livet i stedet for om fødderne - dette gør at man kan tage tilløb og springe på hovedet, baglæns, lave salto eller hvad man har lyst til.

Tilbage til mit første bungyjump. Efter de første 4-5 fra bussen var blevet smidt af broen var det blevet min tur. Min vægt blev tjekket efter endnu engang. Jeg valgte at jeg godt ville i vandet, men kun med armene da jeg ikke gad at sidde med vådt tøj når jeg skulle videre til det næste bungyjump bagefter. Så jeg fik vilket et håndklæde om mine ben, hvorefter noget seleværk blev strammet rundt om mine skinneben på kryds og tværs så de ikke gik nogle steder. Fik desuden et ekstra seletøj på omkring livet. Herefter blev elastikken indstillet til min vægt, og blev herefter bedt om at rejse mig op og gå ud mod kanten. Dette var lettere sagt end gjort, eftersom mine fødder jo var bundet temmeligt stramt sammen. Så gik derud med 1 cm lange skridt og ben der rystede så meget at jeg kunne være stillet op til næste pavevalg :O) Herefter vinkede jeg til Henriette og alle de andre ovre på udsigtsplatformen... og, næh. Det kan I egentlig se på videoen i stedet. Havde nemlig hyret Henriette som kameramandskvinde igen:

Mit livs første bungyjump (55 MB)

Det er noget sværere at beskrive end skydivet... Men HOLD KÆFT, HVOR VAR DET FEDT! :-D Mange spørger hvad der er fedest, skydiving eller bungy, og det kan slet ikke sammenlignes. Bungy er et kick uden lige - det er MEGET sværere at få sig selv til at hoppe ud fra sådan en skide bro end ud fra et fly med en instruktør på ryggen. Hvis man skulle sætte dem i bås ville jeg kalde skydiving for en oplevelse uden lige og bungy for et andrenalinkick uden lige... eller sådan noget. Svært at sige - det skal prøves!

Som I kan se på videoen ramte jeg ikke vandet :-( Man skulle have sprunget på hovedet, ala man gør det fra en vippe. Tror at jeg misforstod det, eller også var jeg for nervøs til at gøre det. Var lidt udenfor rækkevidde :-) Men det var kanon fedt alligevel. Det vilde ved bungy, især ens første, er at ens hjerne fortæller en at man har to seletøj på, at flere tusinde andre har gjort dette før, at der ikke går noget galt osv., samtidig med at hele ens krop fortæller en at det her man er ved at foretage sig altså er forkert - det er jo ikke ligefrem det mest naturlige at springe ned ud fra en bro med hovedet først - om det så er 43 eller 134 meter :-)

Nuvel, mit første bungyjump var overstået! Dette betød at resten af bussen kørte videre mod hostellet og efterlod mig i bungycentret, da jeg en times tid senere skulle med firehjulstrækker-bussen op til det næste hop. Denne pause brugte jeg på at spise frokost og sidde ude i solen og se folk hoppe ud fra broen.

Ved halv to-tiden kom bussen så og samlede os op som skulle ud til Nevis Highwire Bungy. Aktiviteten Nevis Highwire Bungy er en halvdagstur på fire timer, hvor det virker som om at de har gjort alt for at skræmme livet af en. Selv køreturen derop var en smule skræmmende. Bussen var som sagt en firehjulstrækker, og det var med god grund! Vejen derop var en lille snoet grussti på siden af et bjerg. Vejen var omtrent lige så bred som selve den bus vi kørte i, så man kunne kigge ud af vinduet og se ud over kanten. Chaufføren beroligede os med at vi bare kunne lukke øjnene hvis vi var bange - det gjorde han nemlig. Spasmager :O)

Da vi nåede til stedet råbte vi alle noget ala Holy shit! i kor. Godt nok havde vi set billeder af den gondol man springer ud fra på billeder osv., men det så endnu mere sindssygt ud når man så det med sine egne øjne. Så her stod vi ude på gangbroen og gloede lidt før vi gik ind og blev vejet igen osv., hvorefter vi blev delt op i to hold, hvor jeg joinede det første, og gik ud til den lille gondol som kører en ud til den store man springer fra. Jeg var ret glad for at jeg ikke lider af højdeskræk, for udover at den gondol svajede en hel del var der RET langt ned. Da gondolen ramte udspringsplatformen med et klonk og vi hoppede ombord skete der noget spøjst - foran mig stod Andy, Paul og Haley, tre englændere som var med på vores hold da vi skydivede! Det var ret skægt at møde dem der, på en platform hvor der højst må være omkring ti mennesker ad gangen, når det sidste sted vi sås var i skydivecentret i Taupo. Same crazy people doing the same crazy stuff. De havde lige hoppet og var helt oppe og køre, selv Paul som var ved at skide i bukserne da vi sprang skydive :-)

Efter de sidste gutter fra holdet før os var blevet smidt ud blev det vores holds tur. Der var et par stykker foran mig, som jeg kunne stå og betragte falde mod jorden igennem glasgulvet der var i gondolen. Og så blev det min tur! Blev ført hen og sat i en stol hvor jeg blev iført et par seletøj og hvad dertil hører. Det skal lige siges at jeg var temmelig nervøs på trods af at jeg lige havde taget et andet bungyjump forinden. Dette kan tydeligt ses på dette billede hvor jeg lige er blevet gjort klar til "afgang". Men nu var der jo ikke andet for. Instruktøren sagde at jeg skulle fokusere på et træ han pegede på ude på klippen - dette fik jeg vist ikke lige gjort, men havde allerede fået overbevist mig selv om at jeg bare skulle hoppe uden at tænke videre over det. Så da instruktøren råbte One, two, three... BIG JUMP! satte jeg af...! Og så gik det ellers nedaf i en pokkers fart! Men man har 8,5 sekunders frit fald, så jeg nåede at skrige lige da jeg hoppede ud, hvorefter jeg man bare kunne høre vinden suse om ørene på en mens man falder, efterfulgt af endnu et "wooooaarrrrrrrrgghhh!!!!!" da jorden efterhånden syntes at være RET tæt på. Men elastikken virkede dog trods alt, hvilket resulterede i en ordenlig rebound der sendte mig ca. halvvejs op i luften igen - MEGA skægt! :-D Efter et par rebounces trak jeg i en udløser, hvilket gjorde at jeg blev drejet rundt og derefter hang i det andet seletøj, det jeg havde omkring livet. Her kunne jeg så hænge ud nyde udsigten imens jeg blev trukket op igen. Var ret tryg ved det hele, så hang bare med dinglende arme gyngede lidt frem og tilbage. 30 meter inden gondolen sagde det dog KLONK hvilket for at sige det mildt skræmte mig temmeligt meget!! Fandt hurtigt ud af at det bare var det reb der gjorde at man blev hevet helt ind i gondolen igen, men min puls steg godt nok lidt der :O) Efter et par minutter nåede jeg toppen og kunne atter stå på mine ben igen. Nevis Highwire var uden tvivl det sygeste jeg nogensinde har prøvet - nuuuuuuuuuuuiiiiiii, hvor var det fedt!!! Det var ubeskriveligt meget vildere end det første bungy, det andrenalinkick man får når man springer ud fra 134 meters højde, kun med en elastik om fødderne, er vist fuldkommen uden sammenligning. Nu hvor jeg sidder og skriver om det får jeg helt lyst til at tage tilbage og tage en tur mere :-)

Efter de sidste havde fået hoppet kom vi atter ud i den lille gondol og blev kørt tilbage, og fik omsider fast grund at stå på igen. Egentlig meget rart. Mens vi ventede på bussen tog så vi videoen af vores hop (købte ikke min da de var temmeligt pebrede) og legede med den foxterrierhvalp en af de ansatte havde med. Da GT, vores chauffør, var klar drønede vi ned ad bjerget igenHerefter blev vi kørt ind til Queenstown, hvor jeg checkede ind på Discovery Lodge og mødtes med resten af flokken fra bussen igen. På en lille gåtur rundt i området mødte jeg Andy og Paul og aftalte at mødes med dem om aftenen. Inden da skulle jeg dog foruden at få fikset noget aftensmad lige have overstået mit sidste bungyjump...

Dette foregik ved at man gik hen til en gondol de havde i Queenstown, som kørte en 400 meter højere op, hvor bl.a. bungyplatformen lå. Herfra var udsigten helt fantastisk, da man både kunne se bjerge, vand og Queenstown by. Men for at være ærlig var udsigten faktisk det bedste deroppe. Bungyjumpet var ikke noget at skrive hjem om. For det første var jeg overhovedet ikke spor nervøs, hvilket rent faktisk tog lidt af det sjove fra. Dette hop var jo kun på 47 meter, hvilket jo er ren barnemad når man lige har taget et på 134. Det fede ved The Ledge skulle så være at man pga. man får seletøjet om livet fremfor om fødderne kunne tage tilløb og gøre hoppe ud som det nu passede en. Så da jeg havde fået mit seletøj på løb jeg ud og sprang på hovedet... Dette var sådan set skægt nok eftersom jeg lavede en temmelig kikset salto, men noget af det fedeste ved bungy er når elastikken strammer og man bliver hevet baglæns op i fødderne. Dette gjorde man ikke her pga. seletøjet om livet, så man hang bare ligesom man gør i når man rapeller og lignende - det ødelagde det faktisk temmeligt meget. Desuden var instruktørene på The Ledge nogle kedelige tumper, og slet ikke så energiske og sjove som de ansatte de to andre steder. Jeg bad iøvrigt gutten før mig om at filme mig da jeg hoppede ud, hvilket han gerne ville. Da jeg kom op var der dog ingen film på mit kamera, og en af instruktørene sagde at mit kamera vist ikke virkede. Om de var blevet fornærmede over at jeg ville filme det med mit eget kamera (de sælger jo selv videoerne, men de sagde at det var i orden at jeg selv filmede) og derfor havde slettet det eller bedt gutten om at lade være fandt jeg ikke ud af. Så har desværre hverken billeder eller video derfra. Men sålænge jeg har video og billeder af de to første er jeg glad. Næste gang jeg kommer til NZ skal jeg helt klart prøve Nevis igen :O) Det hop kan jeg VARMT anbefale.

Om aftenen mødtes jeg på Buffalo Bar med Andy og Paul. Her var udover Haley også en gut ved navn Pete og en masse andre englændere som jeg havde snakket med på nordøen - så det var kanon fedt. Senere smuttede vi på The World Bar, hvor der pludselig var en der råbte efter mig oppe i baren. Dette viste sig at være Andy, vores chauffør, som var ude og udnytte at han havde et par fridage. Han kendte vist bartenderen, så herefter stod den på en hel masse gratis shots og andet godt - så det var en mægtig sjov aften... Sov ret godt da jeg kom hjem :O)

Endnu en dag der var fuldstændig udover det sædvanlige. Tak til Henriette for at filme og tak til den flinke skotte som tog billeder af mig på Nevis.

Kia Ora!

Rasmus

Wanaka

I dag havde vi et stop på en times tid hvor man kunne gå ud se Lake Matheson, en stor sø som ligger lige så den reflekterer bjergene i baggrunden. Dette kræver jo desværre at det er klart vejr og det ikke blæser så vandet ikke er ujævnt. I dag styrtede det desværre ned i starten af dagen, så den tur rundt om søen droppede de fleste af os. Vi fik dog et flot vandfald at se senere på turen.

Da vi var på nordøen kørte vi rundt i de mest fantatisk flotte omgivelser - man skulle ikke tro at det kunne blive meget bedre. Men nu hvor vi er på sydøen må man indse at det kan det.

I dag var en rimelig stille og rolig dag - hvilket var helt i orden. Vi ankom til Wanaka, dagens destination, engang om eftermiddagen. Wanaka er en lille idyllisk by, omkranset af bjerge, med 4.000 indbyggere. Her boede vi på et af de lækreste hostels jeg har været på. Det var et gammelt hotel som var ommøbleret til hostel i stedet. Dette betød at man bl.a. havde karbad og altan med fantastisk udsigt.

Så bliver det vist ikke bedre :)

Hvis nogen har haft problemer med at hente den video på 40 MB er det fordi jeg ikke nåede at få den uploadet færdig før jeg gik til køjs i går. Dette er fikset nu.

Hvis I finder links der ikke virker eller ikke giver mening ift. teksten må I meget gerne sige til (og give mig filnavnet så jeg ikke skal lede efter det).

Er pt. i Coffs Habour hvor vi sidder fast pga. bilen der driller (driller er nok jordens største underdrivelse). Men har mig jo en bærbar nu, og har gratis internet her, så regner med at bloggen er up to date inden vi rejser herfra.

Franz Josef!!!

Så kom dagen endelig! Dagen hvor vi skulle op på Franz Josef gletcheren. Wee!

Vi startede med at stå rimeligt tidligt op, eftersom at turen varer otte timer. Først tog vi ned til Franz Josef Glacierguide centret, hvor vi fik noget sikkerhedsbriefing, skrev under på de efterhånden velkendte papirer om diverse risici og lign. og blev udstyret med handsker, støvler med pigge, overtræksbukser, frakker og andet godt. Herefter smuttede vi ind i en bus og kørte ud til det sted hvor vandreruten startede.

Første del af turen gik igennem en regnskov - jeps, en regnskov! Franz Josef er den ene af de to eneste gletchere i verden hvor der vokser en regnskov klods op af - ret imponerende. Da vi kom ud derfra stod vi pludselig i noget åbent areal hvorfra vi kunne se begyndelsen af gletcheren. Her fik vi fortalt lidt om gletcheren, og guiden informerede os iøvrigt om at vi stadig var flere kilometer væk fra gletcheren. Meget meget mærkeligt eftersom det virkede som om at den var få hundrede meter væk fra hvor vi stod. Efterhånden som vi kom tættere på gletcheren kunne vi på vejen nyde synet af vandfald og andet godt. Terrænet begyndte så småt at blive mere bakket, og efterhånden gik vi nogle imponerende klipper som var fuldstændig glatte. Dette var de fordi isen som i tusindvis af år havde løbet ned ad klipperne med tiden havde slebet dem - fascinerende.

Efter et par kilometers gang nåede vi endelig begyndelsen af isen. Her skulle vi dele os op på tre forskellige hold, hold 1, hold 2 og.... hold 3! Formålet var dette at lave tre hold, hvor hold 1 var det hurtigste, hold 3 var for evt. sløve padder/tøsedrenge etc. :) Da ingen meldte sig på hold 1 gjorde vi og et par af de andre danskere det, hvorefter vi pludselig var et hold med ni danskere. Nå, cool nok. Herefter mødtes vi så med nogle andre guides som tog sig af hver sin gruppe. Vores guide sagde pænt good morning og forklarede lidt, før han med en ærke-nordjysk accent sagde og go'morn' til al' danskerne! :-D Lidt efter gik det så op for ham at vi alle var danskere, hvilket han var fuldstændig målløs over. Det var jo også fuldkommen tosset at vi på den modsatte side af jorden, for det første ender med at være en gruppe med rent danskere, og desuden får en dansk guide. Det havde Roar (mærkeligt norsk navn hans forældre havde fundet på at give ham), vores guide, heller aldrig prøvet før. Jeg havde egentlig de sidste par dage været ret træt af at møde danskere overalt, men her var det helt i orden - det var helt vildt fedt at en lille danskergruppe samlet på eventyr, vi gik og lavede masser af fis med hinanden på bedste danskermanér :O)

Starten af turen opad isen var den mindre hardcore del af turen. Her var der hugget trapper i isen, og der var reb man kunne holde fast i nogle steder. Et enkelt sted skulle vi også over en lille bro (dvs. en stige med en træplade på) hvor vi fik at vide at vi under ingen omstændigheder måtte stoppe på og kun måtte gå en ad gangen. Da jeg lige kiggede ned da jeg gik over var der i hvert fald en 20-30 meter ned - shit. På vejen op mødte vi også et par af de andre guides som gik og gjorde klar til nye ruter. Gletcheren bevæger sig jo altid, så man skal hele tiden lave nye ruter - dette gør også at ingen af turene af ens, og at os som var på det første hold på heldagsturen kommer ud nogle steder som ingen før har gået - fedt. Roar gjorde et stort nummer ud af at udnytte at vi var en ren danskergruppe, så han præsenterede sine kollegaer for os: "This is Martin... He's a Maori, så han har en meget lille tissemand". Og sådan blev det ved - de morede sig godt med at lære ting på hinandens sprog, bl.a. kom en en af hans kollegaer og sagde "Jaj ar en festabe" :O)

Efterhånden som vi gik deropaf blev udsigten flottere og isen en smule renere (på billedet ses Roar i færd med at hakke et trin ud). Efter en times tid eller to kom vi til det punkt hvor folk der havde tilmeldt sig halvdagsturen vendte om. Fra det punkt af var der ikke længere nogle trin eller reb, nu var det, som Roar sagde, "os på eventyr" hvor vi selv fandt vejen og Roar huggede trin og fjernede evt. usikker is med øksen. Først skulle vi ind igennem den første tunnel. Her fik vi for alvor den flotteste blå is at se. Efter tunnelen skulle vi kravle et par meter ned og kravle op igennem en stor sprække. Og det blev kun bedre og bedre. Hold kæft, hvor var det fedt! Jeg var ikke til at skyde igennem! :-)

Vi kom hurtigt til et sted hvor vi hvor Roar måtte op og hakke toppen af isen fordi den så ud til at være på vej til at skvatte ned. Da det var lykkes skulle vi igennem endnu en sprække, og vi fik også nogle ubefærdede og temmeligt dybe revner at se. Det gik både opad og nedad, så man havde egentlig ikke den store idé om hvor højt man efterhånden var nået op. Vi kom ind i en lille isgrotte hvor vi fik lejlighed til at tage nogle sjove billeder. Vi kom også til steder hvor man skulle passe på at man ikke røg i vandet, og fik et par flotte vandfald at se. Snart kom vi til en sprække som Roar besluttede sig for at vi skulle ned i fremfor at gå udenom :-) Så han gik ud og begyndte at hakke is af så det faldt ned i revnen, hvorefter man så skulle bruge isblokkene som trin. Henriette gik først efterfulgt af undertegnede som følte en stor trang til at forsøge sig med Dum og Dummere tricket. Sad dog ikke fast :-)

Og sådan gik det ellers derudaf. Nogle steder gik vi meget stejlt nedad, andre steder var der næsten lodret så vi måtte klatre op. Alle, incl. Henriette og Trine var i højt humør. Gruppe 2 så også ud til at have en god tur. Da vi nåede et sted hvor der var en smule fladt areal slog vi os ned i et kvarters tid og holdte frokostpause. Dette gav mig lejlighed til at stjæle Roars økse og tage et tåbeligt billede. Men fjollebilleder er jo sjove, sålænge man også tager nogen hvor man prøver at se normal ud. Efter frokostpausen kom vi forbi flere steder hvor der var vand i bunden af revnerne, hvor det var om at holde tungen lige i unden for ikke at ryge i. Den smuttede for Henriette som fik en våd fod - værre var det dog for Michael som senere røg i et sted med begge ben så han pludselig stod i vand til navlen - temmeligt koldt vand vel at mærke. Vi var også ved endnu et sted hvor Roar brugte en hel del tid på at få hugget det yderste stykke af en isblok af. Dette var jeg så fræk at videofilme:

Video (ca. 40 MB)

Forsøgte desuden at filme et 360 graders "vue":


Video (ca. 20 MB)

Jeg kunne blive ved med at fable om den tur og vise billeder. Der var jo den ene tunnel efter den anden, snævre sprækker man måtte slange sig igennem og stejle steder man skulle ned af og meget mere. Det føromtalte stejle sted, hvor Michael er med på billedet, var jeg iøvrigt ved at skvatte ned af fordi jeg ikke lige holdte øje med trinnene. Efter disse stejle trin fik Roar pludselig øje på en nydannet sprække, som han besluttede sig for at give en chance. Derfor kom vi til at stå og vente i en hel del tid mens han stod oppe på toppen af den og huggede is af for at det kunne falde ned i den. Dette lykkedes skam også til sidst, da en af de andre guider kom og hjalp til. Da han så hvor smal den var spurgte han Roar "What's wrong with you?", men gav alligevel en hånd. Efter en ihærdig indsats måtte de dog indse at sprækken var for smal til at få en gruppe igennem. Men som det lille legebarn jeg nu engang er måtte jeg alligevel give det et forsøg (efter at have spurgt Roar pænt om lov). Er jo temmelig spinkel, så tænkte at jeg godt kunne slange mig igennem. Jeg kunne rent faktisk godt komme ind, omend det var ret ukomfortabelt. Kunne ikke engang gå sidelæns, så måtte hoppe mens jeg kunne mærke at jeg sad mere og mere fast. Måtte dog ca. 1½ meter fra den anden ende indse at jeg ikke kunne komme videre da der manglede noget is at gå på i bunden - øv. Så fik efter et par minutters temmelig anstrengende asen og masen møvet mig ud af sprækken. Men okay, den var altså også bare SMAL.

Da vi nåede ca. 2300 meters højde informerede Roar os om at det var på tide at finde vejen tilbage igen. Herfra blev vi bedt om at holde lidt igen med kameraerne da vi var lidt i tidsnød. Dette var også helt i orden, eftersom vi allerede havde taget over 100 billeder og et par videoer. På tilbageturen så vi flere flotte glatte klipper og vandfald. Jeg var på dette tidspunkt temmelig udmattet, og var glad da fik fødderne på lidt mere fast grund. En vandretur er noget hårdere med isstøvler på da man skal trampe ret meget for at piggene sætter sig ordentligt fast - så det var rart at afmontere piggene og gå på en lidt mere afslappet måde.

På tilbagevejen til bussen fik jeg mig en hyggelig snak med Roar, vores guide, om at være dansker i udlandet, om at flytte væk fra Danmark permanent. Desuden om de forskellige nationaliteter man møder (primært om amerikanere, som han havde en del mærkelige oplevelser med :O)). Han fortalte fx om en amerikansk kvinde, som været der en sommer (dvs. vinter i hendes hjemland), hvor hun havde brokket sig over varmen og spurgt "Jesus, what do you guys do in the winter?" - komplet uvidende om at vinteren hernede er i juni-august - D'OH! Men det var ret fedt at snakke med en tilflytter - skal ikke udelukke at jeg selv kunne finde på at forlade Danmark engang, måske bare for et par år.

Men efter små ni timer kom vi tilbage, med en oplevelse for livet i bagagen. Det var uden tvivl den bedste tur jeg nogensinde har været på. Når jeg gælder mig meget til noget bliver jeg tit skuffet pga. mine store forventninger, men det var slet ikke tilfældet med Franz Josef gletcheren - WOW. Det alene var flyvebiletten til New Zealand værd :O)

I guidecentret afleverede vi pænt vores udstyr tilbage igen og sagde pænt farvel og mange tak til Roar, og gik hjem med et kæmpe smil på læben :-)

En rejse til New Zealand burde være en menneskeret.

Kiwis med knald i låget

Som om Les, ejeren af stedet vi lige havde overnattet, ikke allerede havde stillet vores dosis for rablende vanvittige Kiwis (Kiwi = New Zealænder), så mødte vi i dag en som om muligt var endnu mere gak. Første stop i dagens program var nemlig Bushman's Centre, et sted hvor der var et "museum" som kunne give en lidt indsigt hvilke metoder Kiwifarmerne brugte før i tiden. Inden vi kom ind fik vi hilst på et ordentligt lokum af en kronhjort som lå og dovnede den ude foran. Herefter gik vi ind i museet, men først et sidespring:

Jeg skal gerne indrømme at jeg har en del fordomme overfor USA og amerikanere. Bl.a. pga. deres tåbelige politiske system, deres kapitalistiske livsstil. Anyway, indtil videre på min rejse har de amerikanere jeg har mødt på skift afkræftet og bekræftet mine fordomme. Men på bussen denne dag var to af vores medpassagerer to homoseksuelle gutter fra New York. Og nej, jeg har ikke noget imod bøsser eller noget, men den ene af dem var simpelthen det mest fimsede jeg nogensinde har set gå på to ben. Der var fx et førsteklasses eksempel da Andy kaldte over højttaleren og sagde at der var nogen der havde tabt en læbepomade - gæt selv hvem ejeren var :-D Men det kunne man jo ikke andet end bare grine af - sådan nogle typer er der jo overalt, også udenfor USA. Det der gjorde at ham her desværre blev en som bekræftede ens fordomme 200% var da vi var inde i en lille souvenirshop ved indgangen til museet. Her fløj han lige over og købte den dyreste ting i butikken, en bonecarving ligesom dem Henriette og jeg selv har lavet til 35 dollar, som kostede 435 dollar (omkring 2000 kr)! Grunden til prisen var at den var lavet af en 3000 år gammel hvalknogle fremfor at være lavet af død ko. Og nej, det er ikke noget jeg har ondt i røven over (huskede nemlig at sætte mig på hug hvis jeg skulle samle noget op, høhø), men det er bare trist at se at ens fordomme, som man egentlig ikke er vildt stolt af at have, des;værre holder vand.

Tilbage til museet. Da vi kom ind bad ham den skøre gut som ejede stedet os om at tage plads i et lille rum med storskærm. Her sagde han først noget fis med at han havde lånt intromusikken af sin ven Tom Cruise (intronummeret var det samme som det fra Top Gun) inden han startede filmen. Herefter så vi en film om hvordan farmene fangede hjortene i det fri i gamle dage. Det foregik simpelthen ved at de fløj rundt i helikopter, hvorefter en gut som hang på siden af helikopteren sprang ned på ryggen af det stakkels dyr og holdte fast indtil det blev overmandet. Det var totalt syret at se, det var jo ikke ligefrem iscenesatte optagelser eller lignende. Crazy Kiwis... I flimen var der desuden "fraklip" hvor de ikke ramte hjorten når de sprang ned efter den - disse resulterede i latterkramper i hele salen :O) Ville ønske at jeg havde en kopi af den film. Midt i filmen blev der iøvrigt hejst et hjorteskind ned LIGE foran hovedet på dem der sad forrest - de satte åbenbart en ære i at skræmme livet og tage pis på folk - og dette var langt fra det eneste spas de havde fundet på. Rundt omkrking på stedet var der fx skilte som disse:

Vekslekurser

Annonce

Som sagt var museets formål at give folk indblik i farmerlivet i gamle dage. Men det var nok primært på papiret at det var formålet - det egentlig formål var nok bare at drive et sted hvor folk kan blive underholdt i en halv times tid. Dette kunne man fx ved at fodre Possoms. Ejeren af stedet sagde at formålet med at de havde Possoms på stedet var at vise folk den runde slags af dem, da man som regel kun ser de flade (på vejene) :-) På stedet havde de desuden ål - nogle ordentlige krabater! Og sidst, men ikke mindst: Det største svin, af den firbenede slags, som jeg nogensinde har set! Tuku, som den hed, skulle fodres med noget toastbrød som Ryan fra gruppen havde fået tildelt.

Som sagt var deres trick med hjorteskindet ikke det eneste spas de havde fundet på. Inde i Possomburene var der fx en lille låge man skulle igennem. Denne låge var forbundet til et reb hvor et eller andet dødt dyr hang i, som så røg ned foran skallen på en når man åbnede lågen :-D Et lignende trick havde de lavet ved indgangen til WC'et. Den bedste var dog dette "dyr" som var udstillet. Beskrivelse ses på dette skilt:



"Dyret" var så udstillet i denne grønne kasse hvor man så skulle trykke på en lyskontakt for at kunne se dyret. Det er sjovere hvis I selv ser det for jeg end at jeg beskriver det, så har smidt videoen op hvor Julie fik lokket Bob fra bussen til at prøve:


Video (ca. 20 MB)


Høhø :-)

I deres kantine morede mig også kosteligt over deres skilte og deres politisk korrrekte måder at beskrive deres varer på. De serverede desuden possom pie, som jeg endte med at købe en for at smage. Tærten i sig selv var meget god, men possom er nok ikke ligefrem mit favoritkød. Men så har man da prøvet det. Inden vi kørte spiste vi frokost i selskab med deres anden kronhjort.

Næste og sidste stop inden dagens destination var en laaaaaaaaang tur opad en masse trin for at se udsigten. Herefter fortsatte vi mod Franz Josef, som uden tvivl var det sted jeg havde glædet mig mest til. Her er nemlig den verdensberømte Franz Josef gletcher, som man kan komme op og gå/klatre på. Her havde vi oprindeligt planlagt en tur hvor man flyver op i helikopter, men eftersom det kostede 300 dollar valgte vi at droppe det igen og i stedet melde os til turen hvor man i stedet bare gik derop. Andy anbefalede dog deres ice climbing, hvilket jeg blev fuldstændig hooked på da jeg hørte og læste om. Så det tilmeldte jeg mig i første omgang, selvom resten af bussen var på heldagsturen. Ombestemte mig dog senere hen da jeg vha. nogle telefonopringninger fandt ud af at man ikke kommer nær så højt op når man er tilmeldt klatreholdet, og det nok ville ærge mig ret meget at gå glip af de helt gode udsigter når jeg nu havde set så meget frem til den gletchertur. Så det må blive næste gang jeg er i NZ, at jeg får lov at klatre med isøkser osv. Efter en briefing i Franz Josef Glacierguide centret checkede vi ind på vores hostel hvor vi for en gangs skyld skulle være to nætter, da gletcherturen jo er en heldagstur.

Glæder mig som et lille barn til i morgen :-)