Thrillogy

I dag havde jeg en smule nerver på... Hvorfor kommer senere. Vi startede dagen i Puzzling World, et museum med en masse bizarre ting! Det var opdelt i to. Den ene del var en stor labyrint på svjh lidt over 1,5 km (hvor folk i gennemsnit gik 5-6 km), det andet var et museum af synsbedrag og hologrammer - bedste jeg nogensinde har set. Startede med at gå ind i labyrinten. Den består af to etager hvor der naturligvis er en forfærdelig masse gange og desuden fire tårne. Det går så ud på at finde disse fire tårne - et grønt, et gult, et rødt og et blåt. Hvis man er tough og vil prøve det på den svære måde skal man finde de fire tårne i en bestemt rækkefølge. Dette besluttede jeg mig dumt nok for. Jeg fandt nogenlunde hurtigt det gule - herefter gik det så knapt så godt. Selvom man (helt "lovligt") kunne gå op på 2. etage (trapper/tårne) og kigge ned over gangene præsterede jeg alligevel at fare komplet vild. Og bedst som man lige tror man har fundet vejen står man pludselig der hvor man kom fra :-) Det var både en smule irriterende og temmeligt skægt. Man mødte konstant folk fra bussen som man lige var stødt på tidligere som også var komplet faret vild. Endte med at være derinde noget der ligner en time før fandt det sidste tårn, hvorfra jeg kunne stå more mig over at se de andre besøgende fare forvildet rundt. Dog manglede jeg stadig at finde udgangen - denne brugte jeg 5-10 minutter på at lede efter, hvorefter jeg så på klokken og fandt ud af at jeg hellere måtte se at komme ud hvis jeg skulle nå ind og se hologrammerne før bussen kørte igen - så jeg måtte finde mig en nødudgang og skynde mig derind. Jaja, dårlig undskyldning, Rasmus :O)

Når man kommer ind er de første par rum fyldt med hologrammer. Kunne sjovt nok ikke tage billeder af dem, så I må nøjes med at vide at de som sagt var de bedste jeg nogensinde har set - eller sagt på en anden måde, jeg troede slet ikke at man kunne lave så mange effekter i sådan nogle. Der var de mest imponerende 3D hologrammer, hologrammer som indeholdte 10 forskellige billeder, hologrammer som var flere meter høje og meget meget. De næste par rum var med synsbedrag, nogle af dem lignende dem man kan finde på nettet osv., så dem brugte jeg ikke så meget tid på. Skyndte mig i stedet hurtigt videre til Hall of Following Faces (har desværre kun det billede med en eller anden britte som gik ind foran - dette billede fra nettet er noget bedre. Dette var et syv eller ottekantet rum hvor hver enkelt væk bestod af 24 ens hologrammer af et kendt ansigt, fx Winston Churchill, Nelson Mendela og lignende, hvor alle ansigterne fulgte en - mægtigt spas. De næste rum var endnu federe, men desværre har jeg ingen billeder herfra da jeg desværre havde lidt tralvt :( Der var fx et lille rum som igennem vinduerne så ud til at være normalt dimensioneret, men når folk så gik ind så de ud til at være 5-6 meter høje i den ene ende og en meter i den anden, pga. et skævt gulv og en masse fusk der gik det til at se lige ud. Der var også et rum hvor alt var skævt, hvor man fx kunne se vand der flød "opad", kugler som trillede den "forkerte" vej på et billiardbord og lignende - det var ret skægt. Havde desværre alt for lidt tid til at nå at få fuldt udbytte af alt herinde, så måtte skynde mig ud til bussen.

Men havde til gengæld noget at se frem til i dag - og samtidig være lidt nervøs for. Jeg havde nemlig tilmeldt mig til en Thrillogy! En thrillogy er en trilogi af bungyjumps, Kawarau Bridge på 43 meter, Nevis Highwire på 134 meter (!!!!) og The Ledge Urban Bungy på 47 meter. Bungyjump var egentlig ikke lige det første jeg tænkte på dengang jeg betalte for min flybillet til NZ - der var det mere ting som Franz Josef gletcheren og skydiving jeg så frem til. Men har hele tiden haft det sådan at hvis jeg forlod NZ uden at have sprunget bungy ville jeg garanteret fortryde det. Så for at undgå dette tilmeldte jeg mig denne lidt hjernedøde aktivitet og valgte at tage tre bungyjumps på en dag - som den eneste i bussen :-)

Efter at have været ved Puzzling World sagde Andy over højttaleren at vi ville køre direkte til Queenstown, dagens destination, 'cause Rasmus is doing his thrillogy today. Særbehandling eller hvad? :O) Anyway, i dag var der en ret speciel stemning i bussen - vi var i alt en ca. ti mennesker som skulle springe bungy, og vi var alle en smule nervøse - om ikke andet blev vi det fordi alle kom og spurgte ivrigt om man var det :-) De fleste skulle dog kun springe fra 43 meter broen, pånær undertegnede og en gut fra Korea (som tog de to andre hop en anden dag). Andy var rigtigt opmuntrende og fortalte at os som skulle springe fra Nevis, 134 meter hoppet, burde medbringe ekstra boxershorts, og han fortalte desuden at det var det mest skræmmende han nogensinde har prøvet og lignende.

Hen mod slutningen af formiddagen lå vi og kørte langs med Kawaru River, hvilket betød at vi meget snart ville være ved Kawaru Bridge hvorfra 43 meter hoppet finder sted. Kawaru Bridge var iøvrigt verdens første komercielle bungy, så det er her de fleste som skal prøve bungy i NZ tager hen. Inden vi hoppede ud af bussen sagde Andy over højttaleren please support the jumpers - it's not the easiest thing in the world to do. Havde dog imidlertid fået meget godt styr på nerverne, så os der skulle hoppe skyndte os ind og blev vejet osv. så vi var klar til at det blev vores tur til at hoppe ud fra broen :O) Selvom jeg havde fået ret godt styr på nerverne smuttede jeg alligevel en tur på toilettet for at tjekke at mine tarme var helt tomme så det ikke gik galt :o) Lidt skørt egentlig, har sgu aldrig hørt om folk der sked i bukserne af skræk, men man vil vel hellere være på den sikre side, hæhæ. Jeg skulle faktisk have hoppet som den første pga. jeg skulle skynde mig videre til Nevis hoppet, men da der var et par timer til den næste afgang tog de bare folk ind i den rækkefølge de nu blev vejet i.

De tre bungyjumps som firmaet, AJ Hackett Bungy, råder over har hver deres ting der gør at de skiller sig lidt ud. På det første, Kawaru, kan man blive dyppet i vandet, nummer to, Nevis på 134 meter, er hjernedød nok i sig selv og det tredie, The Ledge, er et ret specielt bungy eftersom man får seletøjet rundt om livet i stedet for om fødderne - dette gør at man kan tage tilløb og springe på hovedet, baglæns, lave salto eller hvad man har lyst til.

Tilbage til mit første bungyjump. Efter de første 4-5 fra bussen var blevet smidt af broen var det blevet min tur. Min vægt blev tjekket efter endnu engang. Jeg valgte at jeg godt ville i vandet, men kun med armene da jeg ikke gad at sidde med vådt tøj når jeg skulle videre til det næste bungyjump bagefter. Så jeg fik vilket et håndklæde om mine ben, hvorefter noget seleværk blev strammet rundt om mine skinneben på kryds og tværs så de ikke gik nogle steder. Fik desuden et ekstra seletøj på omkring livet. Herefter blev elastikken indstillet til min vægt, og blev herefter bedt om at rejse mig op og gå ud mod kanten. Dette var lettere sagt end gjort, eftersom mine fødder jo var bundet temmeligt stramt sammen. Så gik derud med 1 cm lange skridt og ben der rystede så meget at jeg kunne være stillet op til næste pavevalg :O) Herefter vinkede jeg til Henriette og alle de andre ovre på udsigtsplatformen... og, næh. Det kan I egentlig se på videoen i stedet. Havde nemlig hyret Henriette som kameramandskvinde igen:

Mit livs første bungyjump (55 MB)

Det er noget sværere at beskrive end skydivet... Men HOLD KÆFT, HVOR VAR DET FEDT! :-D Mange spørger hvad der er fedest, skydiving eller bungy, og det kan slet ikke sammenlignes. Bungy er et kick uden lige - det er MEGET sværere at få sig selv til at hoppe ud fra sådan en skide bro end ud fra et fly med en instruktør på ryggen. Hvis man skulle sætte dem i bås ville jeg kalde skydiving for en oplevelse uden lige og bungy for et andrenalinkick uden lige... eller sådan noget. Svært at sige - det skal prøves!

Som I kan se på videoen ramte jeg ikke vandet :-( Man skulle have sprunget på hovedet, ala man gør det fra en vippe. Tror at jeg misforstod det, eller også var jeg for nervøs til at gøre det. Var lidt udenfor rækkevidde :-) Men det var kanon fedt alligevel. Det vilde ved bungy, især ens første, er at ens hjerne fortæller en at man har to seletøj på, at flere tusinde andre har gjort dette før, at der ikke går noget galt osv., samtidig med at hele ens krop fortæller en at det her man er ved at foretage sig altså er forkert - det er jo ikke ligefrem det mest naturlige at springe ned ud fra en bro med hovedet først - om det så er 43 eller 134 meter :-)

Nuvel, mit første bungyjump var overstået! Dette betød at resten af bussen kørte videre mod hostellet og efterlod mig i bungycentret, da jeg en times tid senere skulle med firehjulstrækker-bussen op til det næste hop. Denne pause brugte jeg på at spise frokost og sidde ude i solen og se folk hoppe ud fra broen.

Ved halv to-tiden kom bussen så og samlede os op som skulle ud til Nevis Highwire Bungy. Aktiviteten Nevis Highwire Bungy er en halvdagstur på fire timer, hvor det virker som om at de har gjort alt for at skræmme livet af en. Selv køreturen derop var en smule skræmmende. Bussen var som sagt en firehjulstrækker, og det var med god grund! Vejen derop var en lille snoet grussti på siden af et bjerg. Vejen var omtrent lige så bred som selve den bus vi kørte i, så man kunne kigge ud af vinduet og se ud over kanten. Chaufføren beroligede os med at vi bare kunne lukke øjnene hvis vi var bange - det gjorde han nemlig. Spasmager :O)

Da vi nåede til stedet råbte vi alle noget ala Holy shit! i kor. Godt nok havde vi set billeder af den gondol man springer ud fra på billeder osv., men det så endnu mere sindssygt ud når man så det med sine egne øjne. Så her stod vi ude på gangbroen og gloede lidt før vi gik ind og blev vejet igen osv., hvorefter vi blev delt op i to hold, hvor jeg joinede det første, og gik ud til den lille gondol som kører en ud til den store man springer fra. Jeg var ret glad for at jeg ikke lider af højdeskræk, for udover at den gondol svajede en hel del var der RET langt ned. Da gondolen ramte udspringsplatformen med et klonk og vi hoppede ombord skete der noget spøjst - foran mig stod Andy, Paul og Haley, tre englændere som var med på vores hold da vi skydivede! Det var ret skægt at møde dem der, på en platform hvor der højst må være omkring ti mennesker ad gangen, når det sidste sted vi sås var i skydivecentret i Taupo. Same crazy people doing the same crazy stuff. De havde lige hoppet og var helt oppe og køre, selv Paul som var ved at skide i bukserne da vi sprang skydive :-)

Efter de sidste gutter fra holdet før os var blevet smidt ud blev det vores holds tur. Der var et par stykker foran mig, som jeg kunne stå og betragte falde mod jorden igennem glasgulvet der var i gondolen. Og så blev det min tur! Blev ført hen og sat i en stol hvor jeg blev iført et par seletøj og hvad dertil hører. Det skal lige siges at jeg var temmelig nervøs på trods af at jeg lige havde taget et andet bungyjump forinden. Dette kan tydeligt ses på dette billede hvor jeg lige er blevet gjort klar til "afgang". Men nu var der jo ikke andet for. Instruktøren sagde at jeg skulle fokusere på et træ han pegede på ude på klippen - dette fik jeg vist ikke lige gjort, men havde allerede fået overbevist mig selv om at jeg bare skulle hoppe uden at tænke videre over det. Så da instruktøren råbte One, two, three... BIG JUMP! satte jeg af...! Og så gik det ellers nedaf i en pokkers fart! Men man har 8,5 sekunders frit fald, så jeg nåede at skrige lige da jeg hoppede ud, hvorefter jeg man bare kunne høre vinden suse om ørene på en mens man falder, efterfulgt af endnu et "wooooaarrrrrrrrgghhh!!!!!" da jorden efterhånden syntes at være RET tæt på. Men elastikken virkede dog trods alt, hvilket resulterede i en ordenlig rebound der sendte mig ca. halvvejs op i luften igen - MEGA skægt! :-D Efter et par rebounces trak jeg i en udløser, hvilket gjorde at jeg blev drejet rundt og derefter hang i det andet seletøj, det jeg havde omkring livet. Her kunne jeg så hænge ud nyde udsigten imens jeg blev trukket op igen. Var ret tryg ved det hele, så hang bare med dinglende arme gyngede lidt frem og tilbage. 30 meter inden gondolen sagde det dog KLONK hvilket for at sige det mildt skræmte mig temmeligt meget!! Fandt hurtigt ud af at det bare var det reb der gjorde at man blev hevet helt ind i gondolen igen, men min puls steg godt nok lidt der :O) Efter et par minutter nåede jeg toppen og kunne atter stå på mine ben igen. Nevis Highwire var uden tvivl det sygeste jeg nogensinde har prøvet - nuuuuuuuuuuuiiiiiii, hvor var det fedt!!! Det var ubeskriveligt meget vildere end det første bungy, det andrenalinkick man får når man springer ud fra 134 meters højde, kun med en elastik om fødderne, er vist fuldkommen uden sammenligning. Nu hvor jeg sidder og skriver om det får jeg helt lyst til at tage tilbage og tage en tur mere :-)

Efter de sidste havde fået hoppet kom vi atter ud i den lille gondol og blev kørt tilbage, og fik omsider fast grund at stå på igen. Egentlig meget rart. Mens vi ventede på bussen tog så vi videoen af vores hop (købte ikke min da de var temmeligt pebrede) og legede med den foxterrierhvalp en af de ansatte havde med. Da GT, vores chauffør, var klar drønede vi ned ad bjerget igenHerefter blev vi kørt ind til Queenstown, hvor jeg checkede ind på Discovery Lodge og mødtes med resten af flokken fra bussen igen. På en lille gåtur rundt i området mødte jeg Andy og Paul og aftalte at mødes med dem om aftenen. Inden da skulle jeg dog foruden at få fikset noget aftensmad lige have overstået mit sidste bungyjump...

Dette foregik ved at man gik hen til en gondol de havde i Queenstown, som kørte en 400 meter højere op, hvor bl.a. bungyplatformen lå. Herfra var udsigten helt fantastisk, da man både kunne se bjerge, vand og Queenstown by. Men for at være ærlig var udsigten faktisk det bedste deroppe. Bungyjumpet var ikke noget at skrive hjem om. For det første var jeg overhovedet ikke spor nervøs, hvilket rent faktisk tog lidt af det sjove fra. Dette hop var jo kun på 47 meter, hvilket jo er ren barnemad når man lige har taget et på 134. Det fede ved The Ledge skulle så være at man pga. man får seletøjet om livet fremfor om fødderne kunne tage tilløb og gøre hoppe ud som det nu passede en. Så da jeg havde fået mit seletøj på løb jeg ud og sprang på hovedet... Dette var sådan set skægt nok eftersom jeg lavede en temmelig kikset salto, men noget af det fedeste ved bungy er når elastikken strammer og man bliver hevet baglæns op i fødderne. Dette gjorde man ikke her pga. seletøjet om livet, så man hang bare ligesom man gør i når man rapeller og lignende - det ødelagde det faktisk temmeligt meget. Desuden var instruktørene på The Ledge nogle kedelige tumper, og slet ikke så energiske og sjove som de ansatte de to andre steder. Jeg bad iøvrigt gutten før mig om at filme mig da jeg hoppede ud, hvilket han gerne ville. Da jeg kom op var der dog ingen film på mit kamera, og en af instruktørene sagde at mit kamera vist ikke virkede. Om de var blevet fornærmede over at jeg ville filme det med mit eget kamera (de sælger jo selv videoerne, men de sagde at det var i orden at jeg selv filmede) og derfor havde slettet det eller bedt gutten om at lade være fandt jeg ikke ud af. Så har desværre hverken billeder eller video derfra. Men sålænge jeg har video og billeder af de to første er jeg glad. Næste gang jeg kommer til NZ skal jeg helt klart prøve Nevis igen :O) Det hop kan jeg VARMT anbefale.

Om aftenen mødtes jeg på Buffalo Bar med Andy og Paul. Her var udover Haley også en gut ved navn Pete og en masse andre englændere som jeg havde snakket med på nordøen - så det var kanon fedt. Senere smuttede vi på The World Bar, hvor der pludselig var en der råbte efter mig oppe i baren. Dette viste sig at være Andy, vores chauffør, som var ude og udnytte at han havde et par fridage. Han kendte vist bartenderen, så herefter stod den på en hel masse gratis shots og andet godt - så det var en mægtig sjov aften... Sov ret godt da jeg kom hjem :O)

Endnu en dag der var fuldstændig udover det sædvanlige. Tak til Henriette for at filme og tak til den flinke skotte som tog billeder af mig på Nevis.

Kia Ora!

Rasmus