River Valley

Så kom dagen hvor vi skulle videre sydpå fra Taupo. Denne gang hed vores chauffør Cam (Cameron), en ca. 30 år gammel skaldet gut med bøllehat. Sjove typer, de Kiwichauffører.

Ifølge planen var der et længere stop i Tongariro National Park, hvor man skulle ud på en vandretur som varede et par timer. Men pga. vejret de foregående dage ville vi ikke få det optimale ud af den vandretur. Lidt ærgeligt, for vi gik jo også glip af Tongariro da vores heldagstur dertil blev aflyst den første gang vi var i Taupo. På vejen fik vi dog alligevel lejlighed til at se Mt. Ruapehu, en 2796 meter hoej vulkan som er bedre kendt under navnet Mt. Doom - naturligvis fordi det (bl.a.) var det bjerg som blev brugt under optagelserne af Peter Jacksons Lord of the Rings. Egentlig ikke det mest ophidsende at se på, det var jo blot en stor grim sort vulkan i forhold til de enormt flotte bjerge med sne på toppen vi også kunne se derfra!

Men Cam havde et par andre forslag, mere specifikt tre af slagsen som vi så ved håndsoprækning stemte om i bussen (hvor skole-agtigt :O)). Anyway, vinderen blev Gravity Canyon, som jeg også selv stemte på. Gravity Canyon er et temmeligt øde sted hvor der ikke ligger andet end et lille firma som står for bungyjumps og det såkaldte Flying Fox. Flying Fox er kort fortalt en kæmpe wire som går 1,1 km igennem kløften, og er spændt fast oppe i 172 meters højde. Oppe i disse 172 meters højde bliver man så iført et seletøj, hvor man så bliver spændt fast til wiren, så man ligger langs med wiren med hovedet nedad. Derefter bliver man sluppet hvorefter man drøner ned igennem kløften og når en hastighed på 160 km/t.

Dette lød jo som en yderst fornuftig og meningsfuld ting at gøre, så det meldte jeg mig selvfølgelig til! Mht. bungyjump fik det lov at vente til Queenstown på New Zealands sydø. Så jeg betalte de 60 dollar det kostede os (med Kiwi-rabat) og begyndte at gå op imod den balkon (eller hvad vi nu skal kalde det) hvor wiren startede fra. Inden da stod vi dog en del fra bussen ved deres viewpoint og gloede på et ældre ægtepar som tog en Flying Fox tandem (dvs. de tog den sammen, der er seletøj til optil tre personer). Desuden fik vi også underholdning i form af John, en britte fra bussen, som skulle springe bungyjump. Instruktøren sagde som det første til ham "Don't look down", hvorefter han selvfølgelig kiggede ned. Dette resulterede I at vores kære ven var en smule for nervøs til at hoppe ud selv, så han endte med at bede instruktøren om at skubbe ham udover kanten. Da først han blev smidt af så han dog ud til at more sig temmeligt godt :O)

Nå, men efter en lettere udmattende tur nåede jeg og de andre deltagere toppen hvorefter vi pænt stilte os i kø. Her kom John, mr. Bungyjumper, også op efter et kvarters tid og betroede os I was shitting myself. Hæhæ. Det var en smule steneren at stå deroppe og vente, eftersom det hver gang tog syv minutter at hive folk opad wiren igen (baglæns!). Kim, hollænderen vi lige havde boet på værelse med, og jeg blev enige om at tage turen sammen. Da det så endelig blev vores tur blev vi først iført et reserveseletøj, hvorefter turen kom til det primære seletøj, som mest af alt lignede et grimt forklæde med sine blå og orange farver. Herefter blev vi hejst op så vi hang og dinglede i wiren, hegnet foran kørte til side, hvorefter gutten bag os råbte "One, t... Goodbye!" og trak i håndtaget så vi blev skudt afsted. Bastard. Og så gik det ellers derudaf, eller rettere sagt, dernedaf med en helv***s fart :O) Ens hår flagrede til højre og venstre (mest Kims som var en smule længere) og ens kinder blævrede som hvis man stikker hovedet ud af bilen på motorvejen. Dette stod på i noget der ligner 30 sekunder, hvorefter wiren så småt begyndte at pege opad. Da vi nåede toppen fik vi en lidt langsommere tur baglæns, og sådan stod det ellers på i et par minutter mens vi hang der og dinglede og gloede ned... Hehe. Lidt efter blev en eller anden dims trukket henad wiren som så begyndte at trække os op igen. Dette var faktisk den mest scary del af turen, eftersom det gik forholdsvist langsomt, og man bare hang og dinglede i 100+ meters højde :O) Omsider lød der et klik, hvilket betød at vi havde nået toppen. Lettere tummelumske fik vi så igen fødderne på fast jord igen, en ret specielt oplevelse rigere.

Har faktisk ingen billeder derfra, da det virkede mere oplagt at bruge videofunktionen på mit udmærkede kamera. Henriette var så flink at optage os fra udsigtsplatformen. Vær dog opmærksom på at videoerne fylder en smule:

Video 1

Der er også et par andre videoer, bl.a. hvor vi bliver hejst op igen hvor man ser højden noget bedre. Starten af vores tur er desværre ikke med på ovenstående video. Uploader den anden en af dagene.

Efter Gravity Canyon gik turen videre langs med endnu flere flotte bjerge, og efter et par timer var vi i River Valley. Et temmeligt øde sted, hvor der ikke var andet end vores hostel som lå i bunden af kløften ved siden af floden. Belastende nok var grusstien det sidste stykke ned til vores hostel en smule for smal til bussen, så vi fik lov at slæbe vores habengut en halv kilometers penge ned i kløften. For dårligt :)

På hostellet var valgmulighed mellem sædvanlige sekspersoners soverum og et ret alternativt loftrum hvor der var 32 madrasser som lå otte ad gangen langs med hinanden i to etager. Vi meldte os på sidstnævnte da det lød ret sjovt, omend der sikkert ikke ville lugte hammergodt om morgenen eller være specielt let at falde i søvn :-)

Om aftenen satte vi os og fik en øl mens vi ventede på den buffet vi havde meldt os til. Denne var dog temmeligt skuffende eftersom vi fik serveret kylling og ikke bøf som vi var blevet lovet, og der var desuden alt for lidt mad. Øv. Så efter buffeten gik Henriette og jeg selv i køkkenet og lavede nogle nudler så vi kunne blive mætte. Senere stod den for mit vedkommende på kortspil med Gitte og Julie, to danske tøser som vi tidligere havde stødt ind i da vi var på sightseeing i Auckland, desuden Dave, en britte som rejste rundt på NZ for at finde ud af hvor i landet han ville slå sig ned og bo permanent. Her morede Gitte og Julie sig med snyde Dave ved på dansk at bede hinanden om at lægge nogle fordelagtigte kort - der er fordele ved at tale et sprog de andre ikke kender :O)

Riverrafting i morgen! Wee!