Skodvejr

Vejret her i NZ er fuldstaendig umuligt at forudsige. Det skifter konstant pga. bjergene, landets korte afstand til Antarktis osv. - og i dag var der kommet en temmelig voldsom vind ind et eller andet sted fra.

Der var noget jeg helt glemte i det sidste indlaeg. Rangitukia er det sted i verden hvor man faar solen at se foerst, da det er saa langt oestpaa som man overhovedet kan komme. Saa om morgenen, inden vi koerte nogle steder, skulle vi selvfoelgelig ned og se solopgang. Desvaerre var vejret ikke med os, saa det var en temmelig mudret gaatur ned til stranden. Men vi kom da derned, eller rettere op, eftersom vi befandt os paa en hoej bakke for at faa den bedste udsigt. Vi kom derned i god tid, saa solen havde ikke vist sig endnu. Som opvarmning havde vejrguderne i stedet sendt en masse regndraaber... Saa vi stod med Henriettes regnjakke over hovedet og ventede paa at solen ville vise sig. Dette skete ogsaa efter en ti minutters tid, men desvaerre var det ikke lige det vildeste syn eftersom der var ret mange skyer der ofte var i vejen. Men det var nu alligevel lidt spektakulaert at staa (kl. lort om morgenen) og vaere blandt de foerste mennesker der ser den sol som flere milliarder mennesker rundt omkring paa kloden faar at se senere paa dagen...

Herefter skyndte vi os tilbage til farmen for lige at naa at sove en time mere. Paa vejen moedte vi en tyr som tilsynladende kedede sig og derfor moevede sig ud igennem indhegningen og ud paa den anden side hvor graesset maaske ikke var groennere, men der var i hvert fald mere af det. Derfor gik vi hen til ejeren af farmen og informere ham om at hans tyr var sluppet loes. Her fik vi hilst paa en masse grise og desuden nogle faa maaneder gamle hundehvalpe som gav os en varm velkomst. Farmeren, som selvfoelgelig var oppe paa dette tidspunkt (syge mennesker) sagde paent tak for at vi lige ville informere ham, hvorefter vi hoppede tilbage i seng.

Nogle timere senere sad vi som planlagt i bussen. Her var dagens foerste stop Te Araroa, hvor vi fik fornoejelsen af at gaa 700 trin op til et fyrtaarn hvorfra vi kunne nyde udsigten udover vandet og klipperne.



Turen opad trapperne tog dog temmelig lang tid, eftersom Henriette, ligesom de andre kvindelige deltagere, gik og beklagede sig over at have ondt overalt efter rideturen dagen foer. Men vi naaede da toppen, omend det var et par minutter efter resten af gruppen :) Og udsigten var bestemt gaaturen vaerd.

Efter at have koert paa deb mest snoede og grusede vej vi hidtil har vaeret paa i nogle timer ankom vi til Te Kaha, hvor vi skulle bo hos en Maorifamilie. Her blev vi ikke budt velkommen med tradionelt haandtryk, men med Mauriernes hilsen hvor man trykker pande og naese sammen. Maegtigt skaegt at staa og se folks reaktion paa Maoriernes svar paa et haandtryk.

I Te Kaha er en af attraktionerne at man kan sidde i en opvarmet spa paa stranden med sin fiskestang og fange sin aftensmad... Hvilket jo lyder vildt blaeret. Det er det sikker ogsaa, men det fik vi desvaerre ikke fornoejelsen af da der var meterhoejeboelger og spaen desuden var i uorden pga. nogle australiere der ikke kunne levere de manglende dele... Oev.

Men vejret det oedelagde dog ikke opholdet i Te Kaha. Vi blev budt indenfor og fik serveret kaffe, the, scones og hvad dertil hoerer og fik sunget velkomstsang paa bedste Maorimaner. Senere fik vi serveret en laekker gang middagsmad, hvorefter resten af aftenen stod paa fest og hygge med Maorierne. Her skulle vi bl.a. synge en sang som vi havde skrevet i bussen. Da nogle af de andre i bussen begyndte at skrive sangen inden de havde fundet melodien blev det dog til et digt, omhandlende bl.a. rygter om vores buschauffoer som skulle vaere nymfoman, pigernes oemme bagdele efter rideturen m.m., til stor morskab for O'Brien familien.

Alt i alt en hyggelig aften hvor man fik snakket en masse med en masse forskellige mennesker :)