Fra nord til syd

"GOOOOAA GAAAAAAAAAAAAARTNEEERRRRRRRRR!!!!!!!"

Jeg har haft Goagartner med Banjos Likørstue som vækketone på min telefon
siden jeg fik telefonen for en del måneder siden. Den er altid irriterende at
blive vækket af, men i dag var den dog dobbelt så irriterende da den vækkede mig
efter at have sovet to timer. Og det var ikke fordi jeg havde sat det for
tidligt, men fordi jeg som sagt havde siddet op til temmeligt sent og nørdet den
mens jeg fik indhentet på bloggen 8-)

Nuvel, ud af sengen skulle man jo, så fik sparket mig selv ud, taget et bad,
pakket vores habengut og vadede så ud af døren. Egentlig
lidt gakgak at betale 23 dollar for at sove i to timer, ikke? Anyway,
vi vadede ud foran vores hostel hvor der holdte en gammel ramponeret bus med
Kiwiexperience logoer über alles - denne skulle kun køre os ned til havnen så vi
kunne hoppe på færgen, så det de har jo klart nok ikke noget behov for at
invistere i en stor komfortabel bus til den tur.

Vi kom ned til havnen, checkede vores bagage ind hvorefter vi satte os og
ventede. Efter en 20 minutters tid blev vi bedt om at gå ombord, hvor vi fandt
os nogle flysæder som vi havde i sinde at tilbringe de tre timer som overfarten
tog i, og få indhentet noget søvn. Personligt havde jeg lavet den genistreg at
tage min sovepose med mig ombord, så jeg fandt mig hurtigt tilrette :-) Af en
eller anden grund holdte vi næsten en time i havnen før de fik lettet ankeret,
men det gjorde mig jo ikke det store, det gjorde jo blot at jeg kunne sove lidt
længere, hæhæ. I hvert fald fik jeg indhentet lidt søvn imens vi tøffede fra
nordøen til sydøen.

Engang i løbet af formiddagen lagde færgen så til i Picton, hvor vi efter en
del ventetid samlede vores bagage op fra et bånd, ganske som man gør i
lufthavnen. Her skete der dog noget temmeligt ubehageligt, som jeg har svært ved
at tilgive img selv for: Jeg tabte min kasse med øl i så tre af dem sprang!!!
:~( Så nu var der kun en tilbage - tragisk! Desuden måtte jeg hen og sige pænt
undskyld til personalet i de orange veste som selvfølgelig bare sagde no
worries...

Da vi kom ud var bussen ikke lige umiddelbart til at finde da vi fik en hvid
Kiwiexperience bus - tsk tsk! Alle deres busser er lakeret skriggrønne, så alle
stod selvfølgelig og kiggede efter en grøn bus. Men det lykkedes da alligevel at
komme ombord på bussen, hvor vi iøvrigt ikke hørte andet en danske stemmer...
Hmmmm! Lidt skræmmende at man møder SÅ mange fra sit hjemland når man er på den
anden side af kloden. Og egentlig også lidt belastende da det ikke altid får en
til at føle at man er ude og rejse. Men set fra den positive side er det rart at
kunne hygge sig med noget dansk humor og den slags - den danske sarkastiske
humor slår ikke igennem ret mange andre steder i verden.

Vi havde iøvrigt fået os en ny chauffør da Cam åbenbart skulle blive en nat
ekstra i Wellington. Denne gang hed gutten Andy, en lidt mindre energisk type
end fx Stains og Al, men til gengæld skideflink og nede på jorden, så det var jo
godt nok.

Som vi trillede afsted på sydøen bemærkede vi til vores store glæde at vejret
var enormt flot. Vi fik så også senere at vide at Nelson, byen vi var på
vej imod, og den nordlige vestkyst på sydøen, er det område på NZ
hvor vejret er bedst - lækkert.

Da vi ankom til vores hostel blev vi budt velkommen af en sød midaldrende
dame som behandlede os som om vi alle var hendes børnebørn eller sådan noget -
de gik bl.a. meget op i at vi unge fik godt at spise da hun jo godt vidste at
man i den alder var tilbøjelig til at spise for lidt, ligesom hendes datter
gjorde, osv. osv. :O) Mægtigt hyggeligt. Anyway, vi blev checket ind på et fint
seksmandsværelse med eget bad og toilet som vi havde for os selv, hvilket jo gav
en mulighed for at rode som det passede os - herligt!

Om aftenen var en af seværdighederne noget vinsmagning - dette gik jeg dog
glip af da jeg i stedet valgte at smutte ned til det lokale træningscenter,
Big Joes, som Andy havde været så flink at udpege da vi kom ind i byen.
Havde ikke trænet i en to uger tid på det tidspunkt, så det var ret rart at få
givet den lidt gas igen... Mest rent psykisk, da man næppe bliver nogen
Arnold når man kun har tid til at træne en gang ugentligt i gennemsnit.

Nelson var iøvrigt en rigtig hyggelig lille by - det perfekte sted
at flytte hen hvis man havde aftjent sin værnepligt på arbejdsmarkedet
eller lignende :-)