Riverrafting!

Så kom dagen hvor vi skulle ud og riverrafte. Der var så mange tilmeldte at de var blevet nødt til at lave to hold, et kl. 8 og et kl. 12. Vi var ikke hurtige nok til at skrive os på holdet kl. 12 dagen før, så vi skulle tidligt op om morgenen. Så om morgenen troppede vi op og blev iført lækre sorte våddragter, sko, hjelme og hele molivitten. Herefter blev vi smidt ind i en bus og drønede afsted mod det sted på floden hvor vi skulle starte fra. På vej op ad en snoet bjergvej gjorde alle os der sad forrest i bussen pludselig store øjne, da der løb et pragteksemplar af en kronhjort ude foran bilen. Den størrelse ser man ikke ligefrem hjemme i Dyrehaven...

Anyway, vi kom ud til startstedet hvor vi blev iført nogle lækre og fancy redningsveste og fordelte os på fem forskellige gummibåde. Henriette og jeg joinede en båd med Kim og Dave fra henholdsvis Holland og England. Herefter fik vi lidt sikkerhedsinstruktioner og hilste pænt på vores guide, Alex, en langhåret fransk canadier som selvfølgelig ikke kunne udtale bogstavet h - "follow me, over 'ere" :O)

Så gik det ellers derudaf. Vi måtte vi lægge lidt kræfter i for at komme fremad da floden var ret lavvandet, desuden blev vi introduceret for nogle kommandoer, såsom forward paddle, back paddle, hold on, get down og lignende. Herefter tog vi et par ture udover nogle små vandfald til stor morskab for alle i båden. Et par gange blev vi overhalet af en gut i en kajak som hele tiden sejlede i forvejen for at hoppe op på en klippe med et kamera hvorfra han tog billeder af os mens vi drønede udover vandfald og andet godt. Desuden havde guiderne en hyggelig meddelelse til os - vi skulle alle hoppe i floden (med hjelm und alles på) og svømme med fødderne først som vi var blevet instueret i så vi var sikre på hvad vi skulle gøre hvis nu det gik galt. Så vi hoppede I det temmeligt kolde vand og lå og flød med strømmen i et minuts tid før vi blev hevet op i bådene igen - egentlig meget skægt når først man havde overstået den del med at overtale sig selv til at hoppe i det p*ssekolde vand :-D

Vandfaldene gik fra Class 1 til Class 5, en skala der bruges til at fortælle hvor høje og farlige det er. Da den første halve times tid af turen var overstået kom vi efterhånden til nogle ret seriøse vandfald. Ikke fordi at de var vildt høje, men de var fuld af store klippesten som man skulle styre udenom og prøve at undgå at ramme, samtidig med at man skulle sørge for at holde fast så man ikke faldt i vandet - mægtigt skægt! Da vi kom til det første Class 5 vandfald var vi så heldige at båden flød mod vandfaldet med bagenden først. Så vi fik den bonus at vi fik turen baglæns! Desværre havde Kim ikke fat i rebet i båden, så hun røg pladask i vandet på trods af at vi sad ned og var krøbet sammen i bunden af båden. Efter en ti meters penge fik vi hende hevet op i båden igen så vi var klar til at fortsætte. Heldigvis slap hun uden skammer, hvilket instruktøren var sagde var rent held. Det bedste ved dette vandfald og Kims stunt var at fotografen videoflimede det hele! Og eftersom Henriette og jeg købte cden med billeder og video skal den selvfølgelig lægges op her på siden:

LINK

Turen var imidlertid langt fra slut. Bl.a. kom vi til en passage hvor vi fik at vide at det var MEGET vigtigt at vi ikke faldt ud, eftersom at vandet var 15 meter dybt og kløften kun var et par meter bred der og fyldt med store klamme ål (de er faktisk pænt store hernede). Senere blev deruddelt chokoladebar til stor glæde for de fleste da man havde brugt en hel del kræfter på at tæmme båden. Vi kom også til et sted passage som Alex kaldte The Italian Passage, hvor vi alle stillede os op i båden og skrålede "O sooooolo miiooooooooooooo" med armene i vejret :-)

Når man riverrafter i en gruppe af både er der hele tiden en båd som tager de større vandfald først, og herefter holder ind til siden og er sikkerhedsbåd som skal holde øje med om folk falder i vandet eller lignende og komme til undsætning hvis det er tilfældet. Det fik vi også æren af et par gange, og den sidste gang vi var sikkerhedsbåd og skulle ud på midten for at komme videre igen satte båden sig fast imellem to klipper - ups. Vi prøvede at få båden løs ved hoppe i båden, læne os til højre og venstre og det ene og andet, og lige meget hjalp det. Til sidst måtte Alex hoppe ud af båden og ned i vandet for at få skubbet båden fri, hvilket også lykkedes efter et par forsøg. Som vi sejlede videre kom vi til et nyt vandfald som Alex fortalte havde været et af de bedste indtil ca. et halvt år siden hvor en stor klippe var faldet ned midt i det. Derfor var proceduren ved det vandfald nu at man sejlede nedad vandfaldet som normalt, hvorefter man sejlede direkte ind i klippen (gummibådene er bygget til den slags løjer). Dette lød jo skideskægt, så vi holdte bare fast så godt vi kunne og bankede bådens snude ind i klippen hvorefter vi sjovt nok ikke kom videre. For at komme videre skulle vi alle stige ud af båden og kravle op på en stor sten. Herefter blev båden løftet om på den anden side af klippen, hvorefter vi fik fornøjelsen af at springe ned i båden fra klippen :)

Som om det ikke var nok med alt det ovennævnte holdte vi også ind til siden på et tidspunkt, hvorfra vi gik op på land og gik op på toppen af en 6½ meter høj klippe. Herfra skulle vi så hoppe ud herfra og svømme ind til land igen. Kanon fedt at springe ud med alt udstyret på. Yeeehaa! Det er mega fedt at hoppe fra klipper - gjorde det jo også i Blue Mountains i Australien fra en 8 meter høj klippe på vores rapelletur. Henriette sprang også i vandet i flot stil, det var dog med knap så god stil at hun svømmede ind til land. Ligesom da vi var i Blue Mountains kom hun mere eller mindre ingen steder når hun svømmede iført våddragt og alt det andet udstyr, men flød blot i vandet som en bøje til stor morskab for undertegnede. Ind kom hun dog, og efter de sidste havde fået taget mod til sig til at hoppe i sejlede vi videde. Resten af turen bød på et par ekstra vandfald, men ellers var det relativt stille og roligt hvor vi kunne sidde og nyde synet af vandfald til begge sider. Efter ca. 2½ times sjov og spas i gummibåd kom nåede floden vores hostel, hvor vi hoppede ud, smed båden tilbage på trailer, smed våddragt osv. og tog et varmt brusebad.

Alle var rørende enige om at turen uden tvivl var alle pengene værd, og da vi så billederne de havde taget syntes vi også at det var det værd at betale for dem, især når forsendelse af CD'en hjem til ens adresse i sit hjemland var inkluderet.

Imens 12-holdet blev sendt afsted brugte vi de næste par timer på at slappe af. Det blev vist også til en powernap i en stor lækker lænestol for mit vedkommende. Kathrine og jeg morede os desuden med at lege med den Foxterrierhvalp de havde på stedet. Findes der noget mere herligt end hundehvalpe? :O) Da 12-holdet kom tilbage og havde fået normalt tøj på igen osv. begyndte vi at gøre os klar til afgang, og så fik vi ellers æren af at vade med alt vores habengut (minus backpack dog) den halve kilometer tilbage til bussen, denne gang opad bakke... Jubii.

Klokken var blevet fem eller halv seks før vi kom afsted, så det første stop på busturen videre mod Wellington, det næste stop på turen, var et aftensmadsstop. Dette fik vi i byen Bull. Bull er som sådan ikke nogen speciel spændende by, så de har forsøgt at gøre sig selv interessante ved at udnytte det mærkelige navn deres by har! Der er fx et forsikringsselskab ved navn Re-li-a-bull, politistation ved navn Const-a-bull etc. - Crazy Kiwis!

Tilbage i bussen sagde Cam at vi for en gangs skyld ikke ville have den vilde udsigt, så han ville smide en film på bussens fjernsyn. Det var også fint nok, så vi sad og så Face/Off med stor fornøjelse. Belastende nok stod bussens DVD-system af da der var en halv time tilbage af filmen, så vi fik ikke lov til at se filmen færdig... Temmelig nitte. Nå, men vi fik heldigvis anden underholdning af en gruppe af fem fuldkommen tossede britter som sad på de bagerste sæder. De fik lov til at tilslutte deres iPod til bussens lydanlæg, og så sad de ellers og skrålede højlydt med på Take That sange og lignede den næste halve times tid. Man skulle sikkert nok have været der, men man havde lidt svært ved ikke at grine af den flok aber :-)

Efter at være kørt igennem Peter Jacksons hjemby, ankom vi endelig Wellington, som er New Zealands hovedstad, kl. 22 om aftenen. I princippet ret åndssvagt at vi stoppede her, eftersom vi skulle videre igen kl. 7 næste morgen. Så det var ikke meget vi fik at se af Wellington, men New Zealand handler, som jeg vist også tidligere har sagt, heller ikke om byer...

Hostellet vi checkede ind på var et Base Backpackers hostel, og der var heldigvis en computer med fri internet ledig, så jeg sad op til temmelig sent og fik indhentet en del af det forsømte på bloggen. Så det var da altid noget.