Franz Josef!!!

Så kom dagen endelig! Dagen hvor vi skulle op på Franz Josef gletcheren. Wee!

Vi startede med at stå rimeligt tidligt op, eftersom at turen varer otte timer. Først tog vi ned til Franz Josef Glacierguide centret, hvor vi fik noget sikkerhedsbriefing, skrev under på de efterhånden velkendte papirer om diverse risici og lign. og blev udstyret med handsker, støvler med pigge, overtræksbukser, frakker og andet godt. Herefter smuttede vi ind i en bus og kørte ud til det sted hvor vandreruten startede.

Første del af turen gik igennem en regnskov - jeps, en regnskov! Franz Josef er den ene af de to eneste gletchere i verden hvor der vokser en regnskov klods op af - ret imponerende. Da vi kom ud derfra stod vi pludselig i noget åbent areal hvorfra vi kunne se begyndelsen af gletcheren. Her fik vi fortalt lidt om gletcheren, og guiden informerede os iøvrigt om at vi stadig var flere kilometer væk fra gletcheren. Meget meget mærkeligt eftersom det virkede som om at den var få hundrede meter væk fra hvor vi stod. Efterhånden som vi kom tættere på gletcheren kunne vi på vejen nyde synet af vandfald og andet godt. Terrænet begyndte så småt at blive mere bakket, og efterhånden gik vi nogle imponerende klipper som var fuldstændig glatte. Dette var de fordi isen som i tusindvis af år havde løbet ned ad klipperne med tiden havde slebet dem - fascinerende.

Efter et par kilometers gang nåede vi endelig begyndelsen af isen. Her skulle vi dele os op på tre forskellige hold, hold 1, hold 2 og.... hold 3! Formålet var dette at lave tre hold, hvor hold 1 var det hurtigste, hold 3 var for evt. sløve padder/tøsedrenge etc. :) Da ingen meldte sig på hold 1 gjorde vi og et par af de andre danskere det, hvorefter vi pludselig var et hold med ni danskere. Nå, cool nok. Herefter mødtes vi så med nogle andre guides som tog sig af hver sin gruppe. Vores guide sagde pænt good morning og forklarede lidt, før han med en ærke-nordjysk accent sagde og go'morn' til al' danskerne! :-D Lidt efter gik det så op for ham at vi alle var danskere, hvilket han var fuldstændig målløs over. Det var jo også fuldkommen tosset at vi på den modsatte side af jorden, for det første ender med at være en gruppe med rent danskere, og desuden får en dansk guide. Det havde Roar (mærkeligt norsk navn hans forældre havde fundet på at give ham), vores guide, heller aldrig prøvet før. Jeg havde egentlig de sidste par dage været ret træt af at møde danskere overalt, men her var det helt i orden - det var helt vildt fedt at en lille danskergruppe samlet på eventyr, vi gik og lavede masser af fis med hinanden på bedste danskermanér :O)

Starten af turen opad isen var den mindre hardcore del af turen. Her var der hugget trapper i isen, og der var reb man kunne holde fast i nogle steder. Et enkelt sted skulle vi også over en lille bro (dvs. en stige med en træplade på) hvor vi fik at vide at vi under ingen omstændigheder måtte stoppe på og kun måtte gå en ad gangen. Da jeg lige kiggede ned da jeg gik over var der i hvert fald en 20-30 meter ned - shit. På vejen op mødte vi også et par af de andre guides som gik og gjorde klar til nye ruter. Gletcheren bevæger sig jo altid, så man skal hele tiden lave nye ruter - dette gør også at ingen af turene af ens, og at os som var på det første hold på heldagsturen kommer ud nogle steder som ingen før har gået - fedt. Roar gjorde et stort nummer ud af at udnytte at vi var en ren danskergruppe, så han præsenterede sine kollegaer for os: "This is Martin... He's a Maori, så han har en meget lille tissemand". Og sådan blev det ved - de morede sig godt med at lære ting på hinandens sprog, bl.a. kom en en af hans kollegaer og sagde "Jaj ar en festabe" :O)

Efterhånden som vi gik deropaf blev udsigten flottere og isen en smule renere (på billedet ses Roar i færd med at hakke et trin ud). Efter en times tid eller to kom vi til det punkt hvor folk der havde tilmeldt sig halvdagsturen vendte om. Fra det punkt af var der ikke længere nogle trin eller reb, nu var det, som Roar sagde, "os på eventyr" hvor vi selv fandt vejen og Roar huggede trin og fjernede evt. usikker is med øksen. Først skulle vi ind igennem den første tunnel. Her fik vi for alvor den flotteste blå is at se. Efter tunnelen skulle vi kravle et par meter ned og kravle op igennem en stor sprække. Og det blev kun bedre og bedre. Hold kæft, hvor var det fedt! Jeg var ikke til at skyde igennem! :-)

Vi kom hurtigt til et sted hvor vi hvor Roar måtte op og hakke toppen af isen fordi den så ud til at være på vej til at skvatte ned. Da det var lykkes skulle vi igennem endnu en sprække, og vi fik også nogle ubefærdede og temmeligt dybe revner at se. Det gik både opad og nedad, så man havde egentlig ikke den store idé om hvor højt man efterhånden var nået op. Vi kom ind i en lille isgrotte hvor vi fik lejlighed til at tage nogle sjove billeder. Vi kom også til steder hvor man skulle passe på at man ikke røg i vandet, og fik et par flotte vandfald at se. Snart kom vi til en sprække som Roar besluttede sig for at vi skulle ned i fremfor at gå udenom :-) Så han gik ud og begyndte at hakke is af så det faldt ned i revnen, hvorefter man så skulle bruge isblokkene som trin. Henriette gik først efterfulgt af undertegnede som følte en stor trang til at forsøge sig med Dum og Dummere tricket. Sad dog ikke fast :-)

Og sådan gik det ellers derudaf. Nogle steder gik vi meget stejlt nedad, andre steder var der næsten lodret så vi måtte klatre op. Alle, incl. Henriette og Trine var i højt humør. Gruppe 2 så også ud til at have en god tur. Da vi nåede et sted hvor der var en smule fladt areal slog vi os ned i et kvarters tid og holdte frokostpause. Dette gav mig lejlighed til at stjæle Roars økse og tage et tåbeligt billede. Men fjollebilleder er jo sjove, sålænge man også tager nogen hvor man prøver at se normal ud. Efter frokostpausen kom vi forbi flere steder hvor der var vand i bunden af revnerne, hvor det var om at holde tungen lige i unden for ikke at ryge i. Den smuttede for Henriette som fik en våd fod - værre var det dog for Michael som senere røg i et sted med begge ben så han pludselig stod i vand til navlen - temmeligt koldt vand vel at mærke. Vi var også ved endnu et sted hvor Roar brugte en hel del tid på at få hugget det yderste stykke af en isblok af. Dette var jeg så fræk at videofilme:

Video (ca. 40 MB)

Forsøgte desuden at filme et 360 graders "vue":


Video (ca. 20 MB)

Jeg kunne blive ved med at fable om den tur og vise billeder. Der var jo den ene tunnel efter den anden, snævre sprækker man måtte slange sig igennem og stejle steder man skulle ned af og meget mere. Det føromtalte stejle sted, hvor Michael er med på billedet, var jeg iøvrigt ved at skvatte ned af fordi jeg ikke lige holdte øje med trinnene. Efter disse stejle trin fik Roar pludselig øje på en nydannet sprække, som han besluttede sig for at give en chance. Derfor kom vi til at stå og vente i en hel del tid mens han stod oppe på toppen af den og huggede is af for at det kunne falde ned i den. Dette lykkedes skam også til sidst, da en af de andre guider kom og hjalp til. Da han så hvor smal den var spurgte han Roar "What's wrong with you?", men gav alligevel en hånd. Efter en ihærdig indsats måtte de dog indse at sprækken var for smal til at få en gruppe igennem. Men som det lille legebarn jeg nu engang er måtte jeg alligevel give det et forsøg (efter at have spurgt Roar pænt om lov). Er jo temmelig spinkel, så tænkte at jeg godt kunne slange mig igennem. Jeg kunne rent faktisk godt komme ind, omend det var ret ukomfortabelt. Kunne ikke engang gå sidelæns, så måtte hoppe mens jeg kunne mærke at jeg sad mere og mere fast. Måtte dog ca. 1½ meter fra den anden ende indse at jeg ikke kunne komme videre da der manglede noget is at gå på i bunden - øv. Så fik efter et par minutters temmelig anstrengende asen og masen møvet mig ud af sprækken. Men okay, den var altså også bare SMAL.

Da vi nåede ca. 2300 meters højde informerede Roar os om at det var på tide at finde vejen tilbage igen. Herfra blev vi bedt om at holde lidt igen med kameraerne da vi var lidt i tidsnød. Dette var også helt i orden, eftersom vi allerede havde taget over 100 billeder og et par videoer. På tilbageturen så vi flere flotte glatte klipper og vandfald. Jeg var på dette tidspunkt temmelig udmattet, og var glad da fik fødderne på lidt mere fast grund. En vandretur er noget hårdere med isstøvler på da man skal trampe ret meget for at piggene sætter sig ordentligt fast - så det var rart at afmontere piggene og gå på en lidt mere afslappet måde.

På tilbagevejen til bussen fik jeg mig en hyggelig snak med Roar, vores guide, om at være dansker i udlandet, om at flytte væk fra Danmark permanent. Desuden om de forskellige nationaliteter man møder (primært om amerikanere, som han havde en del mærkelige oplevelser med :O)). Han fortalte fx om en amerikansk kvinde, som været der en sommer (dvs. vinter i hendes hjemland), hvor hun havde brokket sig over varmen og spurgt "Jesus, what do you guys do in the winter?" - komplet uvidende om at vinteren hernede er i juni-august - D'OH! Men det var ret fedt at snakke med en tilflytter - skal ikke udelukke at jeg selv kunne finde på at forlade Danmark engang, måske bare for et par år.

Men efter små ni timer kom vi tilbage, med en oplevelse for livet i bagagen. Det var uden tvivl den bedste tur jeg nogensinde har været på. Når jeg gælder mig meget til noget bliver jeg tit skuffet pga. mine store forventninger, men det var slet ikke tilfældet med Franz Josef gletcheren - WOW. Det alene var flyvebiletten til New Zealand værd :O)

I guidecentret afleverede vi pænt vores udstyr tilbage igen og sagde pænt farvel og mange tak til Roar, og gik hjem med et kæmpe smil på læben :-)

En rejse til New Zealand burde være en menneskeret.