Lortedagen over alle lortedage

... og det mener jeg. Øv. Da bilen var begyndt at sige en spøjs pivelyd kørte vi en tur forbi Toyota. Det gjorde vi faktisk i går så vidt jeg husker, glemte vist at nævne det. Men vi havde aftalt at komme forbi om formiddagen så de lige kunne kigge på den. Mekanikeren mente at det var nogle remme som skulle skiftes, hvilket også var mit gæt da det lød ligesom en kilerem der gled. Derfor valgte vi at få denne skiftet... Sure penge, men så ville det da være ordnet. De havde dog først tid kl. halv to, så vi valgte at udnytte ventetiden ved at køre hen til Billabong Koalapark. Her kunne man bl.a. se koalaer og kænguruer, og desuden få lov at røre ved en koala. Ret turist-agtigt, men et eller andet skulle tiden jo gå med...

Da vi kom derud, fik parkeret bilen og betalt entré købte vi et bæger med kængurufoder hver. Først gik vi ind til Koalaerne og kukkelurede. Herlige dyr. Da vi kom ud igen fandt Henriette sig en ny ven. Herefter smuttede vi ind til kænguruerne. Her så vi noget som jeg ikke anede fandtes - albino kænguruer (der er dog kun en på billedet). Så ret sjove ud (og en smule grimme), men de var ligesom alle de andre kænguruer, dovne ædedolke. Vi var inde i kængurufolden et par gange, anden gang lykkedes det os at komme derind mens der ikke løb alle mulige unger rundt og skræmte dem væk, hvilket gav os lejlighed til at håndfodre kræene. Den mest sociale/sultne i flokken var en lille Wallabi som i sin iver for at få noget ædelse satte kløerne i mig. Men som sagt var de forkælede kænguruer i Billabong nogle dovne svin. Efter at have hængt ud med vores kænguruhomies smuttede vi ind i Koalaburet hvor vi fik et lille foredrag og fik lov at ae en koala! Meget turist-sellout-agtigt, ja, men stadig sjovt at få lov at mærke pelsen på sådan et kræ. Herefter skyndte vi os tilbage til bilen og kørte mod Toyotabiksen. Købte mig iøvrigt en Maxibon og måtte konstatere at de altså smager bedre i Danmark...

Mens vi ventede på bilen smuttede vi hen til det lokale indkøbscenter hvor vi købte lidt af hvert vi manglede - bl.a. lommelygte til når der skulle læses kort i bilen og sådan. I butikken Big W gjorde vi store øjne da vi så hvor mange forskellige påskeæg de havde. En sektion som denne var der optil flere af, med påskeæg til højre og venstre. Iøvrigt var Henriette hos frisøren og fik klippet noget hår (på hovedet), som hun længe har gået og brokket sig over, af.

Et par timer og $173,5 senere kørte vi videre fra Port Macquarie. Bilen kørte umiddelbart udmærket igen, så det var jo rart. Vi kom et godt stykke videre, men pludselig i byen Kempsey kom pivelyden tilbage igen... ARGH! Dvs. at vi havde brugt 173,5 skide dollars på mere eller mindre ingenting. Og bedre blev det ikke, for da vi var på vej ud af byen ville automatgearkassen pludselig ikke skifte ordentligt. Parkerede bilen og gik udenfor og bandede højlydt... Lidt efter kørte vi videre igen, hvilket vi nok ikke skulle have gjort. Gik faktisk fint nok, indtil bilen med 100 km/t hoppede tilbage i neutral (frigear). Og herefter gik alt ca. galt. Vi holdte ind til siden og overvejede hvad vi ville gøre. Vi prøvede først at ringe til vores garanti/forsikringsselskab hvor der var noget pickup indkluderet. Da jeg ringede til det nummer fik jeg en telefonsvarer i røret som fortalte at jeg skulle ringe igen indenfor deres åbningstid. Røv. Herefter ville benytte en af vores nyindkøbte lommelygter for at prøve at finde ud af hvor vi ca. var. Man skulle tro at det var løgn, men BEGGE lygter præsterede at springe pæren så snart vi satte batterierne i og tændte dem. Kanon. Ringede herefter til John, bilsælgeren, og fortalte hvad der var sket og hvad det var for en forbandet bæ-forsikring han havde solgt os - han havde jo påstået at de kom og samlede en op hvis bilen brudte sammen osv. - blablabla. Idioten var ikke til nogen hjælp. Herefter besluttede vi os for at trille bilen (den kunne godt køre lidt, den sprang bare ud af gearene i tide og utide) hen til nærmeste afkørsel og finde et hus at låne en telefon hos - Henriettes telefon var nemlig løbet tør for strøm - og min er jo som bekendt i stykker. Ugh. Afkørslen var heldigvis ikke ret langt væk, og jeg fik manøvreret bilen ind til siden på en mørk og ubefærdet vej. Vi besluttede os for at gå hen til det nærmeste hus og bede pænt om at låne en telefon til at ringe efter nogen som kunne samle bilen op og køre den til en mekaniker. Der var dog ingen der åbnede døren da vi bankede på, kun en hund der gøede surt af os. Men efter en tur om på den anden side af huset fik vi endelig fanget deres opmærksomhed. Vi blev inviteret indenfor og fik lov at låne telefonen...

Det ældre ægtepar som boede i huset var heldigvis verdens flinkeste mennesker - dette hjalp en hel del på humøret. De udviste os ægte australsk gæstfrihed ved at låne os telefonen, anbefale os et firma at ringe til (NRMA, FDM pendent) og bød os desuden på kaffe og kage. Mægtigt pænt af dem :) Nåede af bruge damens mobiltelefon i næsten et kvarter før NRMA var på vej. Måtte foruden at oprette et års medlemsskab betale hundrede dollars ekstra for at tilmelde mig lige når der var brug for det - men det var jo fair nok. Herefter sad vi i en times tid og snakkede med ægteparret. Det var kanon hyggeligt at snakke med nogle ægte australiere. De havde aldrig nogensinde været udenfor landet. Manden i huset vidste fx ikke at der var et sprog der hed dansk og at vi kørte i "den forkerte" side af vejen hos os. Med dette mener jeg ikke at han var dum eller noget, tværtimod, men det var sjovt at man for en gangs skyld var ret fremmed og folk ikke vidste noget om ens land - og at man alligevel blev budt ind og budt på kaffe og kage... Den ene af deres hunde var iøvrigt en blind puddel - det har jeg aldrig set før, men den virkede skam til at have det meget godt alligevel. Den vidste i hvert fald hvor lænestolene var :-)

Pludselig holdte der en NRMA bil nede på vejen, så vi skyndte os at sige tusind tak et par gange eller ti, og gik ned mod NRMA bilen, ret forbløffede over hvor enormt flinke de havde været ift. at vi havde brast ind i deres hus en mørk aften. NRMA gutten prøvede først om han kunne fikse bilen på stedet, hvilket han, ikke overraskende, ikke kunne. Herefter smuttede han tilbage til byen og hentede et fejeblad som bilen kunne blive smidt op på. Temmelig trist syn at se sin nyindkøbte bil på et fejeblad skulle jeg hilse at sige. Nå, men vi fik lov at campere natten over hos bilforhandleren - så vi ville da i det mindste slippe for at betale for det denne gang :O) Hvad der så var endnu federe for os var at der var nogle andre der camperede hos forhandleren - et ægtepar hvis campervan havde problemer med batteriet. Så vi havde i det mindste selskab :-) Da vi kom derhen, hos Holden forhandleren i den lille flække Maxville, kom manden som ejede campervan'en ud og spurgte om vi ville have noget at drikke eller noget. Så sagde pænt ja tak til en øl, og brugte efterfølgende den næste times tid eller to på at sidde og hyggesnakke med det australske ægtepar, i vores nyanskaffede campingstole :-) Efter noget hurtigt sammenbikset aftensmad lagde vi os til at sove mens vi prøvede at lade være med at tænke på al det bøvl som vi temlig sikkert får med at få lavet bilen de næste par dage.

En overordentlig stor streg i regningen! Det meste tyder på at dette ikke bliver nogen billig omgang :-(