Væk fra Sydney!

I dag kom vi endelig videre fra Sydney efter at have været groet lidt fast der de sidste to uger :O) Ikke at det har været to dårlige uger eller lignende, vi trængte bare begge to til at komme videre nu.

Vi var nemlig blevet enige om at vi ikke længere gad at vente på den båtnakke af en tømrer som skulle lave seng-installationen i Landcruiseren. Vi ville derfor blot hente bilen og så tage den derfra.

Så om morgenen (yes, morgenen, ikke formiddagen) ringede vækkeuret klokken 8:45 (!!!). Da vi som sagt havde besluttet os for at komme videre fra Sydney skulle vi tjekke ud fra vores trofaste Basebackpackers Hostel inden kl. 10. Dette lykkedes også, og vi fik pænt lov til at låne deres bagageopbevaringsrum, da der på ingen måde var plads til ALT det gøgl vi har, efter at have købt campinggrej, i deres skabe i kælderen. Efter at have fyldt spiste vi noget morgenmad og smuttede udad døren.

Inden vi hoppede på toget til Revesby (forstad til Sydney) hvor vi skulle hente var vi inde og checke et par butikker eller fem for gode 4WD kort og bøger til vores tur. Vi fandt i en af de mange millioner (ca.) butikker i undergrunden en bog med masser af 4WD ture rundt omkring i hele landet som vi også stod og kiggede på i går. Så langt så godt. Nu manglede vi blot et almindeligt kort over de normale veje. Den flinke ekspedient fra butikken vi lige havde købt vores bog i henviste os til butikken Mapworld, som vi skam også præsterede at finde efter at have spurgt en 5-10 mennesker om vej. Sydney centrum er ét stort virvar af butikker, undergrundscentre med butikker og bygninger på seks etager eller mere med... butikker! Og selvom vi sammenlagt har boet i Sydney i næsten fire uger kan vi stadig præstere at vare lidt vild :o)

Så gik vi ellers ned til undergrundsbanen og hoppede på toget til Revesby. Mens vi sad og ventede på perrronen konstaterede vi begge to at skærmen sagde at toget bl.a. stoppede på Revesby som vi skulle af på. Da toget kom satte vi os ind i det (sjovt nok) og jeg fik indhentet 20 minutters søvn. Da vi nærmede os Revesby havde togføreren så åbenbart besluttet sig for at han ikke gad at holde på Revesby. Temmeligt mærkeligt, men vi morede os egentlig meget godt over det, og vi var i Revesby ca. 20 minutter senere efter at have taget et tog i modsatte retning, som vel at mærke holdt sit løfte om at stoppe på Revesby. Her blev vi samlet op af en flink gut fra 4WD City og kørt hen til deres caryard. Her konstaterede vi at de havde gjort et rigtigt godt arbejde med toningen af ruderne, og gik derefter ind og meldte vores ankomst. John som solgte os bilen havde tralvt med nogle andre kunder, så Jason, en anden sælger som introducerede os for bilen første gang vi var derude, ville tage over. Fint nok. Vi satte os for at vente på hans kontor, og da der så kom en ind var det den gut som havde hentet os på stationen... Øh. Anyway, mit kreditkort gik fint igennem denne gang, fik betalt det resterende beløb og vi fik ordnet det sidste papirarbejde. Dette tog dog en times tid af diverse årsager, men lad nu det ligge. Vi trykkede hænder, fik nøglen og gik ud for at køre afsted i vores bil. Ind i bilen, i med nøglen, dreje... klik... Øh... dreje igen... klik... Nu kom Jason hen og stod og gloede lidt og bad mig om at gå ud så han kunne prøve. Han havde heller ikke held med at starte den. Jeg, med min normalt ret korte lunte, havde lidt svært ved at blive sur over noget da det simpelthen var for ironisk at lortet ikke gad at starte lige som vi havde betalt for den! Anyway, Jason hentede en batteristarter, men der var stadig intet held med bilen. Derefter gik han igen og kom kørende tilbage i noget der lignede en golfvogn som så var udstyret med et lignende starterudstyr. Da dette blev sat på batteriets poler sprang motoren lystigt i gang som da vi var ude og prøvekøre den. Herefter satte Jason sig bag rattet og kørte sin vej uden at sige noget. Lidt efter kom han dog tilbage med besked om at de lige var ved at smide et nyt batteri i, og ganske rigtigt kom bilen hurtigt retur med et spritnyt batteri. Held i uheld. Som Henriette sagde var det altid noget at det skete nu og ikke om en uge så vi stod med håret i postkassen...

Herefter sagde vi pænt farvel til John, som iøvrigt havde lovet mig en tur i sin Lotus Elise, men desværre ikke havde den med i dag. Buhuuu :O( Han har dog hele tiden sagt at jeg bare kan ringe i en weekend og så ville han komme forbi (skideflink gut). Så det regner jeg med at gøre når vi kommer tilbage til Sydney om et halvt år eller mere, eftersom jeg ikke længere er i Sydney i weekenden (lort).

Herefter kørte vi hen til Bunnings byggemarked hvor vi fik lavet et par kopier af bilnøglerne og fik rigtigt god hjælp til hvordan vi selv kunne bygge sengen i bilen. Dette virkede faktisk temmeligt ligetil, og meget billigere end at få en tømrer til det, problemet er bare at vi ikke har adgang til hverken værktøj eller værksted hernede. Så vi kørte derfra uden nogle materialer til sengen, dog med en del gode idéer til hvordan det kan laves skrevet bag øret. Herefter var det tid til at fylde tanken op på vores nyindkøbte dytbil. Da vi kom til Caltex og jeg fik møvet bilen ind foran dieselstanderen tog jeg mig selv i at kigge under bilen for at se om det løb ud under siden pumpen ikke stoppede. Der var dog ingen utætheder, men den stoppede ikke før måleren sagde 86 liter hvorefter Visakortet blev straffet for en ubehagelig mængde dollars. Det er dog meget rart at vide at der er en forholdsvis stor tank på bilen... Omend det koster lidt at fylde den op.

Herefter syndede vi og tog på Hungy Jacks, bedre kendt som Burger King i resten af verdenen. Første gang vi har været der skal det lige siges (og nej, vi har ikke været på McD). Herefter hoppede vi tilbage i Landcruiseren og vendte næsen hjemad, og jeg fik øvet ca. 30 kilometers venstrekørsel før vi nåede Sydney centrum. Efter at have kørt rundt og ledt efter en billig parkeringsplads gav vi til sidst op og smed den ind i en parkeringskælder hvor det kostede 11 dollar at holde i en time. Av. Iøvrigt meget spændende at køre i Sydney centrum i en bil hvor rattet sidder i den forkerte side, i den forkerte side af vejen i kæmpestor bil. Men det var faktisk slet ikke slemt.

Tilbage på Base fik vi lavet noget hurtigt aftensmad (nudler... de-li-kat!) og havde efter en halvanden times tid fyldt bilen med alt vores habengut, som fyldte temmeligt godt op i det i forvejen ret store bagagerum. På trods af at klokken var blevet 21:45 var vi stadig enige om at vi ville forlade Sydney, så efter at have sagt pænt farvel til Kathrine kørte vi derudaf...

Uden nogen fast plan om hvor vi skulle hen eller hvor vi skulle overnatte kørte vi ud af byen, vistnok den lidt forkerte vej. Men efter lidt tid fangede vi den rigtige freeway og kom afsted nordpå. Efter ca. en times kørsel havde vi nået en motorvej mod Newcastle, hvor vi hurtigt fik tilbagelagt en del km. Når man kom op over de 100 km/t på hel glat og plan asfalt kan man virkeligt godt mærke at sådan en stor firehjulstrækker er temmelig forskellig fra fx mormors ræser Avensis derhjemme... Sådan en 4.0 liters dieselhakker på over to tons er ikke nogen autobahnræser. Men det er cool nok, ser bare frem til at få fordel af den når vi når nogle 4WD Only Tracks i nationalparkerne og lignende :-)

Da klokken var blevet kvart i et da vi ankom var det temmeligt svært at finde et sted at campere, og det var desuden nok en smule usmart at slå telt op i mørke den første gang man skulle prøve kræfter med det. Så efter at have været ved et hostel hvor vi ikke kunne checke ind efter midnat fandt vi YHA Newcastle Beach Hostel hvor vi var så heldige at fange receptionisten på vej ud ad døren, hvor vi så allernådigst fik lov at hoppe ind i de to sidste ledige senge. Og her sidder jeg så nu, klokken bæ og natten som sædvanlig. Men for en gangs skyld har jeg skrevet dagbog på selve dagen fremfor at gøre det to uger senere.

I morgen skal vi prøve om vi kan finde en tømrer her i Newcastle som kan fikse sengen i vores bil, desuden en mobilreperatør og høre om min K750i kan reddes uden at jeg bliver helt fattig.

Men hvor er det LÆKKERT at køre bil igen! Det har jeg savnet. Og det er heller ikke nogen skidt fornemmelse når bilen man kører i rent faktisk er ens egen :O)

Sweet dreams.

Rasmus