Australia Zoo
20. maj 2006
I dag var en ret grineren dag. I dag var vi nemlig i Australia Zoo, den verdens berømte galning Stewe Irwins zoologiske have. Når man ankommer til stedet, har parkeret sin bil og går hen imod indgangen bliver man budt pænt velkommen af en dromedar. Og når dagen starter med at man møder en dromedar kan det jo aldrig gå helt galt...¿
Vi ankom lige i rette tid til at se det store show, et kombineret slange/tiger/fugle/krokodille-show. Min favorit blandt disse var uden tvivl tigershowet, hvor de legede med kræene som var det små kattekillinger. De havde skam også et kradsetræ. Synes tigeren er et enormt fascinerende dyr... Håber at jeg er heldig at se en i Asien når jeg engang når dertil, hvis da ikke alle de røvhuller der render og skyder dem har udslettet dem inden da. Slangeshowet var ret tamt, det eneste de gjorde var at lave et par platte jokes, mens man kunne glo på bæsterne. Der var dog et par lækre eksemplarer iblandt. Fugleshowet var faktisk mægtigt godt. Det er imponerende hvad man kan lære sådan et lille bevinget dyr med en hjerne på størrelse med en valnød at gøre. De lystrede på lyde, håndsignaler og lignende - og fløj LIGE over hovedet på en. Krodilleshowet... Det var underholdende, og det var primært underholdende fordi krokodillen ret ofte gik efter den person der fodrede dem fremfor at gå efter det stykke kylling det var meningen de skulle tage. Nok ikke verdens flinkeste dyr.
Der var mange ting i Australia Zoo der gjorde parken lidt bedre end de 117 andre wildlife parker der er rundt omkring. Man kunne selvfølgelig fodre kænguruer som man kan i de fleste wildlife parker hernede, men man kunne også fodre elefanter, hvilket var pænt skægt! Desuden havde de et kæmpe koalabur hvor man kunne gå rundt blandt dem og give dem et klap. Og så havde de et par unikke ting - fx Harriet, deres 176 år gamle skildpadde.
I parken var der også rundt omkring nogle dyr som egentlig var vilde dyr som bare opholdte sig i parken, sikkert fordi det er nemt at skaffe føde der. Primært Water Dragons, som vi efterhånden har set en milliard af (det var også sådan en fætter der kom svømmende hen mod mig da jeg badede i en flod i Blue Mountains). Men pludselig var der en slange på en 90 centimeters penge foran mig på gangbroen hvor vi gik - og jeg er temmelig sikker på at den ikke hørte hjemme der, hverken på gangbroen eller i den emufold vi gik igennem :o)
Vil stoppe snakkeriet her - se billederne i galleriet i stedet. Der skulle meget gerne snart komme tekst til billederne også - når kommentarsystemet er klar.
Det er selvfølgelig altid meget federe at se dyrene in the wild, men hvis man alligevel er i området vil jeg bestemt anbefale at tage en smut forbi Australia Zoo! Henriette og jeg var også enige om at stedet ikke var så Steve Irwin-hypet som man måske kunne have frygtet. Desuden virker de ansatte på stedet virkelig som om at det er noget de lever og brænder for, og de ved hvad de snakker om. Så det' ik' så ring' endda.
Crikey!
0 Comments:
Post a Comment
Subscribe to Post Comments [Atom]
<< Home