Ten Mile Beach

Dagen hvor vi var kørende igen endte vi en nationalpark - Bundjalung National Park var navnet. Vi valgte at køre ind i en nationalpark da det efter sigende som regel giver en mulighed for at campere for en billig penge. Det var meget skægt da vi kørte af Pacific Highway og indad den lidt mindre vej som førte igennem nationalparken - man mødte stort set ingen biler, og det var ret nationalpark-agtigt med store træer på begge sider af vejen :O) Men billig camping fik vi ikke - $16, og så skulle man ekstra penge på brusebad - bah! Så kunne vi næsten lige så godt have camperet midt i skoven eller noget.

Anyway, havde heldigvis noget at se frem til om morgenen! På kortet over området var nemlig Ten Mile Beach, en ti miles (16 km cirkus) lang 4WD Beach - altså en strand hvor man måtte lalle rundt i sin firehjulstrækker! Og sådan en er vi jo så heldige at være ejere af, endda en nyrepareret af slagsen :O) Så havde jo intet andet valg end at køre derud og se om de havde repareret bilen ordentligt, hæhæ. Så trykkede på H4 knappen så firehjulstrækket var slået til, møvede bilen gennem en lille smal sti af strandsand og var kort efter på selve stranden, hvor sandet var noget nemmere at køre i da det var småvådt. Herefter gik det ellers bare derudaf - det er svært at beskrive, men det er en ret fed fornemmelse at køre derudaf når man har optil flere kilometer lækker strand helt for sig selv. Det var rimeligt ligetil at køre i sandet når det var småvådt pga. tidevandet - man kunne snildt drøne derudaf med en 80 stykker.

Efter at have hængt ud og drønet rundt på stranden i et stykke tid nåede vi til "afkørslen". Dette betød dog ikke at vi var på normal vej igen - de næste 30-45 minutter var ren grusvej igennem bushen. Men det gjorde jo intet - tværtimod, det giver altså en noget bedre følelse af at man er ude at rejse når man kører sådanne steder fremfor store hovedveje.

Da vi var tilbage på de større veje vendte vejrguderne mod os, og vi havde for første gang i cirkus en måned regnvejr. Det forhindrede os dog ikke i at finde vej til vores destination, Byron Bay, som planlagt. Problemet vi havde da vi ankom var bare at der ikke var skidemeget at lave eller se i Byron når det pissede ned. Bedre blev det ikke da vi ville checke ind på en campingplads, for at finde ud af at det i stedet for $24 kostede $39 (!) fordi det var Anzac Day (Australian and New Zealand Army Cops) og dermed skoleferie - øv. Så det gad vi selvfølgelig ikke at betale, og besluttede os for at finde et alternativ. Dette fandt vi hos Beachbackpackers i Lennox Head, en by der godt nok lå en 25 km ude for Byron, men som havde gratis minibus frem og tilbage fra Byron optil flere gange dagligt. Her checkede vi ind og betalte en dollar mere og boede på hostel i stedet - hvilket var en rar ting pga. det knapt så heldige vejr. De har iøvrigt gratis udlån af bodyboards, snorkelgrej og lignende, så her kan vi snildt tilbringe et par dage med de lækre strande der efter sigende er her :-)

Cheerio.