Ohøj!

I dag har vi været ude og sejle. Planen var egentlig at vi skulle med bus paa rundtur i Auckland, men der var vist sket en mindre misforstaaelse hos mig og/eller ekspedienten hos Backpackersworld som bookede turen for os. Da Henriette ville ned og tjekke bussens ankomsttid fik hun så at vide at bussen ikke kom... Øhh... Ok. Da hun kom op og fortalte det kiggede jeg så lige på sedlen i min lomme, og minsandten om der ikke stod den 27. og ikke den 26... Tis.

Nå, men nu hvor vi jo var oppe i god tid gik vi ned til Backpackersworld og hørte hvad de havde af forslag til hvad vi så kunne foretage os. De havde så tilbud på en sejltur med en baad som for et par aar siden blev brugt af det japanske hold i baadraeset America's Cup - en baad til ufatteligt mange penge, den bestod bl.a. af kulfiber for 1,5 mio. euro. Kl. 12 stillede vi op nede paa Viaduct Habour som ligger 10 minutter fra vores hostel, hvor vi blev foert ombord, blev ifoert nogle fikse sorte redningsveste og fik lidt introduktion om hvor vi fik lidt information om hvor vi kunne stikke fingrene ind hvis vi var traette af dem osv. :) Herefter blev motoren startet og saa gik det ellers derudaf.

Da vi var kommet ud fra havnen blev motoren slukket, og saa skulle crewet ellers bruge otte frivillige til at hejse sejlet op i den 30 meter hoeje mast. Her meldte jeg mig (selvfoelgelig), saa
Henriette kunne staa og more sig over at se mig og syv andre gutter staa og laegge alle kraefter i for at faa sejlet hejst. Og saa droenede vi ellers derudaf. Ret underholdende, saadan en baad tipper jo temmeligt meget til den ene eller anden side, saa det var om at holde balancen. Under turen fik dem der holdt sig til ogsaa lov at tage roret (ogsaa kulfiber for lige at tilfoeje en noerdet detalje :O)) og proeve at styre baaden. Superfedt.






I skal ikke snydes for billeder af det foerste der fangede min opmaeksomhed da vi kom ned i havenen... Maa blive senere, loeber toer for tid nu...

Naa, men i morgen staar staar den paa bustur, hvis der da er styr paa datoen denne gang.

Godnat.

//Rasmus

Slapperdag.

Dagen i dag har vi brugt på at købe lidt ind, købe telefonkort (har et nyt nummer her i NZ) og så på at skrive emails/dagbog. Har desuden booket en bustur rundt i Auckland i morgen, som vi fik gratis fordi vi er Basebackpackers kunder. Mobiltelefoni er iøvrigt en del dyrere end i Australien, da Vodafone er de eneste der sælger taletid hernede i dette forholdsvist isolerede land.

Sidder i skrivende stund på en netcafé som ligger nær vores hostel. Koster 2$ i minuttet, noget billigere end de 5$ de kræver på hostellet. Henriette sidder til højre for mig og skriver email til familien for anden gang. Efter at have brugt 1½ time på det første forsøg kom hun til at slette hele molivitten igen. Og Gmail havde ikke nogen undo-funktion der kunne redde det. Husk at gemme undervejs...

Nå, men har efterhånden siddet her lidt for længe, og desuden er det tid til aftensmad. I morgen skal vi som sagt på bustur rundt i byen, og desuden finde ud af hvordan vi skal komme rundt på NZ, dvs. købe et buspas eller lejet en bil. Bliver nok det første da det er bøvlet med forsikring når man er under 21.

Farvel og tobak.

//Rasmus

New Zealand

Nyt hostel. Ny by. Nyt land.

Så er vi ankommet i New Zealand. Forfærdeligt nok skulle vi op kl. 4 i morges for at nå flyet. Vi hoppede på en bus foran vores hostel kl. 5:20, som heldigvis havde plads til os (vi havde ikke fået reserveret). Pyha. I lufthavnen var flyet blevet skubbet til 8:55, og klokken nåede vist at nærme sig ti før vi lettede. Ikke fordi vi har tralvt, men det er satme kedeligt at sidde og vente i en lufthavn. Prøvede dog en massagestol i gaten som snarere tilbød underholdning for omgivelserne end behag for den idiot som spildte 2$ på den :)

Vi fløj med Emmirates, hvis fly har det lækre ICE system (Information, Communication and Entertainment hvis jeg ikke tager meget fejl). Dvs. en skærm foran hvert sæde hvor der fx var over 200 film at vælge imellem - wee! Så The Man og sad og grinede højlydt for mig selv med mit headset. Desuden halvdelen af Edward Scissorhands, må se den anden halvdel på vejen hjem. Lige før man ærgede sig over at flyveturen kun var på 3½ time :) Det fly vi fløj 20 timer med på vej ned til Australien havde kun én film man gad at se, gid det var omvendt...

I Auckland lufthavn viste vi på forhånd at vi skulle finde en bus ved navn Airbus. Denne fandt vi skam også uden de store problemer, og fik hjælp til at købe billet af en New Zealandsk kvinde. Da der så kom en bus som der så vidt jeg kunne se stod Airbus på hoppede vi på, ligesom ca. 20 andre mennesker gjorde. Efter et par stop rundt omkring i lufthavnen spurgte chaufføren hvor vi skulle hen, og jeg forklarede som det var at vi skulle til Basebackpackers Hostel i Auckland. Så smilede han lidt og fortalte at den bus vi var i kun kørte rundt i lufthavnen, mellem de forskellige sektioner. Doh. Dog var vi i alt en ca. ti mennesker der havde lavet den bøf. Kollektiv idioti, hurra. Det kunne Frk. Billetdame egentlig godt have sagt da hun så os stige på den forkerte bus ca. to minutter efter vi havde fortalt hende at vi skulle til Basebackpackers Hostel på Fort Street. Men okay, de fik da lidt at more sig over :)

Kort efter kom den rigtige bus, hvor vi på trods af en del skarpe sving og lettere rådden kørsel fra chaufførens side af konstant sad og faldt i søvn. Det lykkedes dog at komme af på det rette stop, hvorefter vi checkede ind. En af vores roomies er en mægtig skæg Irer som man hurtigt falder i snak med. Heldigvis er her fælles bad- og toilet her, så slipper for bøvlet vi havde i Melbourne hvor der var badeværelse på selve værelset. Dog er rummene betydeligt mindre og man går nærmest og falder over hinanden. Godt at man ikke lider af klaustrofobi (endnu).

Auckland er to timer foran ift. Sydney, så det var aften da vi ankom. Vi biksede hurtigt nogle nudler sammen og skred i seng, mere eller mindre. Vi var begge fuldkommen bombede efter flyveturen og mangel på søvn. Så ikke noget spændende at fortælle om i dag.

Sikke en masse at skrive om en dag som der egentlig ikke er noget at fortælle om. I kan få den korte version i stedet: Vi stod op kl. lort, ventede på et forsinket fly, fløj, checkede ind på vores hostel, spiste, sov.

Ikke så meget at sige om New Zealand eller Auckland indtil videre. Umiddelbart virker Auckland ikke som den mest charmerende by, men det er jo heller ikke byer vi er kommet hertil for at se. Vores rejseselskab (alott.dk) lovede iøvrigt at vi havde gratis net på NZ også, men det viste sig ikke at være tilfældet. Klaphatte. Har dog fundet en netcafé hvor man ikke bliver rippet og flået for at bruge internettet. Men umiddelbart ligner det Australien på mange punkter. De kører også i den forkerte side af vejen, alle skilte, vejafstribninger osv. er fuldstændig magen til og der er Ford Falcons overalt.

So long.

//Rasmus

En mere vellykket dag i Melbourne.

Torsdag var planen som sagt at vi skulle på Queen Victoria Market, se Crown Casino og så endnu engang op til Rialto Towers.

Vi startede dagen med være ca. 100 år om at komme ud ad døren (surprise), til dels fordi vi sov for længe, og til dels pga. det lousy system med at man kun har et badeværelse per 8-personers sovesal. Nå, men vi kom da afsted...

Da vi kom ud i det temmeligt varme vejr stod den på den den sædvanlige rutine med at gå i 7/11 og købe en Full Day Ticket til sporvognen, og derefter hoppe på nr. 16 mod byen. Denne gang skulle vi dog først af et par stop senere end Federation Square, for derefter at skifte sporvogn og gå resten af vejen hen til Queen Victoria Market. Så var vi der omsider - kl. 13:30, en halv time før de lukkede :)

På Queen Victoria Market kan kan købe alt fra bananer til solbriller, ligesom alle andre steder rundt omkring i verden. Masser af boder med uofficielle t-shirts med Kurt Cobain og diverse andre teenageidoler i skodkvalitet. Der var dog også boder hvor aboriginals stod og solgte deres forskellige værker, såsom boomeranger, malerier og didgeridoos. Købte dog ikke noget af det da det ville være lidt tåbeligt at have det liggende og fylde i ryksækken, eftersom der jo er temmeligt længe til vi vender næsen hjemad. Man kunne desuden købe frugt til en trediedel af hvad man skal give for det i supermarkederne hernede. Havde vi dog ikke den store gavn af da vi rejser til New Zealand i morgen og ikke må have frugt, kød eller noget som kan være skyld i at fugleinfluenza/SARS/skoldkopper/whatever spreder sig over grænserne.

Efter besøget på Queen Victoria Market så vi os lidt omkring og fandt vej til en park hvor vi spiste den medbragte frokost. Herefter hoppede vi på en sporvogn uden at have planlagt hvor vi ville stå af :-) Så vi hoppede af på endestationen, ved Federation Square, hvor vi så blev enige om at køre et par stop tilbage igen for at se Crown Casino (wee!).


Crown Casino er et af de mest flashy og fancy steder jeg nogensinde har set. Et er at der udenfor bl.a. er et springvand der er formet som en krone (deres logo) og ildfontæner om aftenen, for ikke at tale om at selve Crown bygningen er en fancy 152 meter høj oval skyskraber. Men indenfor er der glas, blankpoleret messing og chrom overalt, og i forhallen bliver man mødt af et show af bevægelige kinesiske loftlamper, en fire meter høj dragefigur der bevæger sig og spyr røg ud til højre og venstre. Lidt svært at beskrive, men har videofilmet det til når jeg engang får smidt videoen op...

For at komme ind i spillehallerne får man selvfølgelig lov at vise ID, og skal desuden aflevere taske som bliver inspiceret for... ja... bomber? Ved det ikke, men kontrolleres skal man i hvert fald. Vi måtte dog godt tage kameraet med ind, men ikke bruge det? Ved ikke helt om det var sådan det skulle forstås...

Når man kommer ind er der spillemaskiner, rouletteborde og lignende så langt øjet rækker - bogstaveligt talt. Det lyder måske mærkeligt, men det er præcist som man ser det i film. Jeg prøvede lige at liste kameraet frem og nåede at tage to eller tre temmeligt ringe billeder før en gut i jakkesæt kom hen til mig sagde noget ala "Mate, you're not allowed to use that in here. Securicy reasons.". Dette blev sagt med et smil på læben og uden nogle sure miner. Hernede er selv dørmænd flinke (nogle af dem i hvert fald).


Efter at have set os omkring og set en masse folk spille om de helt store dollarsedler gik vi nedenunder til Las Vegas Room hvor der bl.a. er pokerborde. Underetagen var ligesom overetagen kæmpestor, dog med knapt så højt til loftet. Efter at have set os lidt omkring fandt vi pokerafdelingen, hvor der sjovt nok var en enorm mængde pokerborde. Ret underholdende at se folk sidde med hundredevis af 5$ jetoner og skovle til sig. Man gør også store øjne første gang man ser dealerne dele kort ud - samtlige kort bliver knipset hen til modtageren som var det så let som at klø sig i nakken :)

Den anden dag faldt jeg i snak med en hollænder i supermarkedet, som varmt anbefalede en restaurant ved navn Santé i Crown Casino. Noget med en kæmpestor buffét for et rimeligt beløb, så det lød jo interessant, eftersom det ikke er altid man spiser sig stopmæt et "backpacker-budget" :) Jeg havde dog lovet Henriette at hun måtte bestemme næste gang vi skulle ud og spise, eftersom jeg valgte sidste gang og det var en fiasko :O) Så til at starte med gik vi ned til en kinøjser-nudel-pusher, hvor Henriette efter at vi havde ventet et par minutter på at blive henvist til et bord blev utålmodig, hvor efter vi gik tilbage til Santé (yes!). Her fik vi hurtigt et bord, betalte 15,90$ (ca. 73 DKK), hvorefter vi kunne skovle til os som det passede os. Bufféen bød på alt fra roastbeef til kinesisk suppe, så der var nok at vælge imellem. Endte med at spise tre portioner, hvorefter vi kom til desserten, som var inkluderet i prisen. Her var der en masse forskellig slags kage, chokolademoussé, softice, noget mærkeligt blævret stads som så herresjovt ud når man prikkede til det, budding, frugt osv. osv... Tror det blev til to portioner dessert, og vi endte med nærmest at halte ud fra Crown Casino, ude af stand til at kunne trække maven ind :-D Har sandsynligvis spist for en hel del mere end vi kunne have gjort hvis vi havde lavet det selv, hæhæ.

Efter en tur forbi Mr. Secutiry-guy, som skulle have navn, adresse telefonnummer og underskrift for at vi kunne min taske tilbage, gik vi udenfor, hen over Yarra River og mod Rialto Towers, denne gang noget tidligere end 15 minutter før lukketid. Her fik vi, takket være min kammerat Martin som havde informeret mig om at man kunne det, rabat på billetten ved at vise vores Youth Travel Card, så vi kom ind en smule billigere end man normalt betaler. Herefter blev man henvist til en rulletrappe der kørte en ned til elevatoren. Her stod en flink Aussie i jakkesæt og informerede os om at elevatoren i automatic mode førte os op ca. 240 meters højde, omkring 50 etager højere op, på 45 sekunder. Cool nok. Og det gjorde den. Efter 20. etage fik man pludselig propper i ørene, og et øjeblik efter stod man så på Observation Deck og kunne nyde udsigten. Meget typisk for vores besøg i Melbourne hidtil var noget af Observation Deck lukket pga. et privat arrangement, men de smuttede heldigvis efter et kvarters tid.

Udsigten fra Rialto Towers var ret imponerende. Er desuden glad for at vi valgte at se udsigten om aftenen - det superfedt når ca. samtlige bygninger i Melbourne er oplyste. Mørket gør det desværre noget sværere at tage billeder, så de fleste er ikke blevet specielt gode. Nogle af dem blev dog acceptable, bl.a. det til venstre og billedet af Crown Casino længere oppe. Man kan desuden se at fontænerne er ved at tænde i højre side af billedet. Har et hvor der er fuld knald på dem, men det er desværre ikke supergodt.

Observation Deck bestod af et indendørs areal og to udendørs arealer (med tremmer og gitter så evt. suicidale personer ikke fik gode idéer), begge for synet med kikkerter hvor man kunne stå og se halvfulde mennesker dingle rundt på de forskellige gader osv. - alletiders tidsfordriv.

Med i billetprisen var også en 20 minutters biografforestilling om Melbourne. Det var sådan set udemærket, dog var forestillingen plaget af et relativt fesent baggrundsmusiknummer af et eller andet lokalt band. Og så var der et forældrepar fra mellemøsten et sted som ikke fattede at lade være med at sidde og kæfte op under hele forestillingen. Men nok brok - besøget i Rialto Towers var jo ret vellykket! Der var desuden ekstra underholdning i form af en temmelig vissen (til trods for at hun prøvede at skjule det) pige fra det private arrangement som absolut ikke kunne finde elevatoren, eller vejen ud efter Henriette havde guidet hende hen til elevatoren :)

Hermed var det slut på dagen program. Ind i en sporvogn, og hjem til Basebackpackers Hostel i St. Kilda for at pakke alt møjet. Vækkeuret ringer kl. 4 i morgen tidlig da vi skal være i lufthavnen kl. 6:15 - gab...

Over and out.

//Rasmus

Lortedag...

Vi havde os lidt en skoddag i dag.

Dagen startede med at vi stod op (sjovt nok), hvilket tog lidt tid da vores nuvaerende hostel har badevaerelse paa selve vaerelserne (normalt er de ude paa gangene hvor der saa er optil flere bad og toiletter), og man derfor skal vente til at der er ledigt - temmeligt belastende naar man bor otte mennesker i et vaerelse!

Naa, men planen i dag var at vi skulle se ACMI (Australian Centre for the Moving Image, filminstitut om man vil) til at starte med, et museum for det digitale medie. Dette ligger paa det fancy og moderne Federation Square (www.fedsquare.com), hvor vi fandt hen ved hjaelp af de udemaerkede sporvogne der er her i Melbourne. Der er ioevrigt et webcam som I kunne have set os staa og spille dumme foran hvis tjekkede siden ved 11-12 tiden efter vores ur, men der laa de fleste jo og puttesov derhjemme i Danmark.

I ACMI startede vi i et rum med en enorm maengde projektorer og fladskaerme, hvor man kunne se et vaeld af kortfilm lavet af skolelever, besoegende paa ACMI og meget andet - meget fedt eftersom jeg jo ogsaa selv har lavet saadan noget i gym bl.a. Naa, men vi fortsatte videre til et andet rum som skulle vise en masse om computerspil og de oplevelse man kunne faa ud af det. Det virkede dog lidt som om at det bare var et sted som nogle knaegte brugte deres fritid paa at sidde og haenge som var det en gratis netcafé eller lignende, saa vi smuttede hurtigt ud igen. Herefter fandt vi saa ud af at samtlige andre rum og aktiviteter der var paa ACMI pt. var lukket pga. renovation... Fedt.

Da vi kom for sent ud af doeren i morges droppede vi at lave madpakke og ville derfor finde noget billig frokost et sted. Det lykkedes dog heller ikke. Vi fik en klam og lille pizza til overpris og gik derfra lettere misfornoejede.

Men paa trods af det saa vi dog lidt frem til naeste punkt paa dagsordenen: River Cruise! Saa vi smuttede ned til Yarra River (floden der loeber igennem Melbourne) og brugte 28,noget dollar hver paa en billet til to timers cruise/sightseeing paa Yarra River. Vi havde imidlertid en halv time som vi passende kunne bruge paa at finde noget at drikke - dette blev til en smoothie fra en fancy smoothiepusher naer det sted vi skulle hoppe paa vores baad. De var dog en naesten lige saa stor skuffelse som pizzaen da de mest af alt smagte af joghourt - typisk.

Naa, men mon ikke en sejltur i det nogenlunde gode vejr ville redde dagen? Det skulle man da mene... Men nej. Det var mildest talt spild af 28 haardtoptjente dollars og to timers kostbar (nej okay, men alligevel) tid. Det var for at sige det ligeud hamrende steneren. Alt der var at se paa var industrihavne, dvs. kraner, store containere, et par ikke skidespaendende betonbroer og lignende. Vi observerede ioevrigt at den ene af de to gutter stod for "kanalrundfarten" faldt i soevn paa en af de bagerste stole i loebet af turen... Saa vi var nok ikke ene om at syntes det var en smule kedeligt :O)

Da vi omsider kom i land igen var Henriette og jeg roerende enige om at det var paa tide at smutte hjem og tage en ordentlig lur! Saa det gjorde vi. Herligt. Herefter gik turen til supermarkedet hvor vi fandt nogle nudler, eftersom vi ville finde noget nemt og hurtigt. Paa denne maade fik vi begge aftensmad for under halvanden dollar - super. Saa var der da i det mindste noget der var vellykket :)

Planen var saa at vi efter maden skulle ind til Downtown Melbourne igen, for at tage en tur op til toppen af Rialto Towers, Melbournes hoejeste skyskraber for at se udsigten over byen naar moerket var faldet paa. Saa tilbage til vores trofaste sporvogn nr. 16 mod centrum. Var ikke helt klar over hvor praecist vi skulle hen, men det problem blev hurtigt loest da en flink australier (dem er der mange af) uopfordret kom hen og guidede os. Vi stod herefter af ved Federation Square, gik et par hundrede meter hen for at fange en anden sporvogn hen mod Rialto Towers. Klokken var dog efterhaanden gaaet hen og blevet 21:30, og de lukkede kl. 22... Pokkers. Naa, sporvognen kom om sider, og efter fire stop sprang vi ud ved Rialto Towers og spaenede hen mod indgangen/elevatoren til Observation Deck. Her blev vi dog moedt med den besked at vi var for sent paa den og maatte komme igen i morgen, da vi kun ville kunne naa at nyde udsigten i et minuts tid foer de lukkede... Lort.

Anyway, det var jo ikke den store overraskelse at vi ikke naaede det, eftersom Oraklet (Henriette) allerede havde forudset det. Vi gik derefter tilbage mod Federation Square og beundrede alle de flot oplyste bygninger og skoed en stribe billeder med kameraet. Ved kvart i elve-tiden hoppede i saa igen ind i sporvogn 16 (som lugtede af klam ost) mod St. Kilda (omraadet vi bor i) og var efter 25 minutters koersel tilbage paa vores hostel.

Nu er klokken ogsaa ti minutter i to om natten, saa jeg tror at det er nok for i dag. Vi regner med at staa tidligt* op i morgen for at kunne naa ind til Queen Victoria Market som lukker kl. 2pm. Derudover staar den paa et besoeg paa Crown Casino (jo, vi skal, Henriette!) og saa endnu et forsoeg paa at faa lov at se udsigten fra Rialto Towers.

Sweet dreams!

//Rasmus

*inden kl. ni :)